TURISME: Dansk rejsebureau, der er specialist på USA, har en del geografisk vrøvl på sin hjemmeside. Byer som Dallas, Memphis og New Orleans omtales som delstater, mens en delstat benævnes som en by. ’Vi sælger kun rejser til USA’, skriver bureauet – der dog også har rejser til Canada, Caribien og Mexico.
Det danske rejsebureau USA Tours, en del af NG Travel Group, kalder sig for specialister på USA. Men hjemmesiden er ikke 100 pct. specialist på USA – her er flere geografiske fejl.
”Bør man ikke have mere styr på geografien, når man er såkaldt ekspert på området. USA Tours er blevet informeret om de mange geografiske fejl, men fastholder betragtningen om, at de pågældende byer altså er stater,” skrev en kilde fredag til standby.dk
F.eks. stod der i weekenden på USA Tours’ hjemmeside bl.a.: ”Sydstaterne (i USA, red) er en fællesbetegnelse for staterne Texas, Dallas, New Orleans, Alabama og Memphis.”
Texas er måske en af USA’s sydstater, det er i hvert fald Alabama, men Dallas er en by i Texas, byen Memphis ligger i sydstaten Tennessee, mens byen New Orleans er den nok mest kendte i delstaten Louisiana.
Vrøvler også om lande
USATours skriver på sin hjemmeside, at det ’udelukkende sælger rejser til USA’, men på hjemmesiden står også, at ’USA Tours sælger rejser til Bahamas, Canada, ’Dansk Vestindien’ (der i år for 100 år siden blev solgt til USA og siden har heddet De Amerikanske Jomfruøer) og Jamaica.
Under rubrikken med omtalen af New York har USA Tours links til ’andre spændende storbyer’. En af dem er New England, men det er betegnelsen for de seks delstater i det nordøstlige USA – ikke en storby. Overskriften hedder ’New England, oplev østkystens vildeste storbyer, som f.eks. New York & Philadelphia’.
De seks New England-stater er: Connecticut, Maine, Massachusetts, New Hampshire, Rhode Island og Vermont. New York City ligger i delstaten New York, mens Philadelphia er i delstaten Pennsylvania – ingen af dem er inkluderet i New England.
USA Tours skriver også på sin hjemmeside, at orkanen Katrinas voldsomme ødelæggelser i 2005 ’jævnede store dele af New Orleans med jorden’.
Det er ikke korrekt. Ødelæggelserne var voldsomme flere steder i New Orleans, men ’store dele’ blev ikke jævnet med jorden. Det mest berømte område, French Quarter, ligger f.eks. så højt, at det slet ikke blev oversvømmet.
USA Tours får også skrevet, at New Orleans i den amerikanske delstat Louisiana har 1,2 mio. indbyggere. Ifølge de officielle tal har New Orleans under en halv mio. indbyggere.
Og så skriver USA Tours på sin hjemmeside: ’Overalt i Mississippis gader kan du opleve spillesteder med bluesmusik’. Ups – Mississippi er en stat, ikke en by.
’Vi beklager og retter’
I en kommentar til de mange geografiske fejl på hjemmesiden, siger USA Tours nye adm. direktør, Alexander Søderberg, til standby.dk: ”Vi er de første til at beklage uprofessionelle fejl. Men vi har altså omkring 200 sider på vores hjemmeside om USA – og der er fundet fejl på nogle få. Det blev vi første gang gjort opmærksom på for ca. ti dage siden, men det var under sommerferien, hvor vi ikke havde alle vores 30 medarbejdere på plads.
Oplysningerne på vores hjemmeside skal selvfølgelig være rigtige, og vi får snarest opdateret – og skal blive bedre til at faktatjekke inden vi sætter informationer på hjemmesiden,” siger Alexander Søderberg.