Emirates en brik i økonomisk spil

Økonomer i den franske bank Siciete Generale giver udtryk for, at Dubai kan blive tvunget til at bruge Emirates som sikkerhed i forbindelse med nabostaten Abu Dhabis redning af Dubais kriseramte økonomi. De hævder det kan ske gennem fusion mellem Emirates Airlines og Abu Dhabis eget flyselskab Etihad Airways.

 

Vivek Tawadey, leder af kreditstyringen hos BNP Paribas, siger til Bloomberg News, at Emirates meget vel kan komme i spil. Det er blandt Dubais ’kronjuveler’ og har et meget fornemt ry og fungerer samtidig som hub mellem Asien, Mellemøsten og Europa.

 

Emirates ejes af Investment Corporation of Dubai, som kontrolleres af Dubais regering ligesom Dubai World, der er kilden til den finansielle krise. Ingen af de to flyselskaber tror på en fusion.

 

Emirates topchef, Maurice Flanagan, siger til Bloomberg, at Dubai ikek vil sælge Emirates for at skaffe kapital eller tillade en fusion, mens Etihad siger, at der ikke er kontakter omkring samarbejde med Emirates.

 

Emirates havde sidste år et nettooverskud på 1.4 milliarder kroner og et passagertal på 22,7 millioner.

Skrevet af Flemming Juul