Fra vinterprogrammet øger Emirates sine destinationer med Adelaide fra 1. november med fire ugentlige fly og dagligt fra 1. februar, Lyon fra 5. december med fem ugentlige fly og Warszawa med start fra 6. februar næste år og et dagligt fly.
Ligeledes øger Emirates fra 1. december mellem Dubai og Perth fra 14 til 19 fly og til 21, altså tre om dagen, fra 1. marts. Perth er hovedstad i Australiens største delstat, Western Australia og i øvrigt ny destination for konkurrenterne fra Qatar Airways.
Fra december erstattes en af Emirates flyvninger til Moskva med en Airbus A380. Det er så vidt vides første gang, Moskva får en rute delvist betjent af verdens største passagerfly.
A380’eren afløser den store Boeing 777-300 – samme type som Emirates officielt indsætter dagligt fra 1. oktober på ruten til Københavns Lufthavn.