Emirates overhaler United

Emirates har travlt med at købe ind af nye store fly som A380 og Boeing 777-300ER. Det afspejler sig nu i statistikken over flyselskabernes kapacitet, der måles i såkaldt ”available seat kilometres” (ASK = antal sæder x distance).

I den seneste opgørelse fra dataudbyderen Innovata indtager Emirates pladsen som verdens tredje største flyselskab med 16,9 mia. sædekilometer i marts – næsten 10 procent mere kapacitet end i samme periode året før.

Dermed overhaler Emirates amerikanske United, mens Delta og American bevarer henholdsvis første- og andenpladsen med 28,4 mia. og 21.8 mia. sædekilometer.

Emirates har allerede 15 A380 fly i drift og yderligere 75 i ordre fra Airbus. Samtidig har man 53 af de forlængede Boeing 777-300ER fly og yderligere 49 fly af denne type på vej til det mellemøstlige selskab.

Emirates åbner 1. august en ny rute fra Københavns Lufthavn med daglige forbindelse til Dubai. På denne rute vil selskabet benytte en Airbus A330-200.

Skrevet af Webredaktionen