Emirates overvejede yderligere 10 Airbus A380

2019/08/defaultmain.jpgEmirates bestilte forleden yderligere 50 af verdens største passagerfly – og står nu til at modtage 140 eksemplarer. Men flyselskabet fra Dubai overvejede at købe yderligere 10. ”Vi kan sagtens fylde flyene,” siger Emirates koncernchef.

Værdien af de 50 eksemplarer, Emirates bestilte i søndags ved starten på Dubai Airshow, er 23 milliarder dollars. I forvejen har Emirates bestilling på 90 – og har foreløbig modtaget de første 39 af verdens største passagerfly med plads til over 500 rejsende.

Men Emirates koncernchef, Tim Clark, siger nu til Reuters, at flyselskabet var tæt på at bestille yderligere 10 oven i de 50 nye A380.

“For os er A380 fremtidens fly,” siger Tim Clark og tilføjer, at kunne Emirates have presset flere A380 ind i Dubais lufthavn, havde man bestilt yderligere 10.

”Vi skal nok skaffe passagerer til vores mange A380 – og jeg kan nævne i hvert fald ti flyselskaber, som i dag ikke har bestilt A380, men som jeg er sikker på også kunne bruge dem og have nok passagerer.

Emirates tog megabamsen i brug for fem år siden. A380 flyver indtil videre hos ti flyselskaber i Asien og Australien, Mellemøsten og Europa. Ud over Air France og Lufthansa har senest British Airways modtaget sine første A380.