Endelig hul igennem til Florida

Ejvind Olesen

WEEKENDKLUMME: I mange år har vi sukket efter en direkte rute fra København. Ikke mindst fordi skatter og afgifter har gjort det for dyrt at mellemlande i Europa, og fordi samarbejdet mellem SAS og United ikke fungerer optimalt via New York.

Af Ejvind Olesen

I mange år har vi sukket – og ’vi’ vil i den forbindelse sige alle os, der er glade for den amerikanske solskinsstat og er flittige krydstogtgæster – efter direkte forbindelser fra København til Miami, Fort Lauderdale eller Orlando.

Altid forgæves. Primært fordi SAS har meddelt, at en sådan rute kan man ikke få økonomi i. Det samme har de amerikanske partnere sagt. Og nu kommer så Norwegian med sit første langruteprojekt fra København 29. nov. – om alt går vel med en dugfrisk Boeing 787 Dreamliner. Først to gange om igen, senere tre.

Ikke uden en vis stolthed kunne adm. direktør Bjørn Kjos i går i Københavns Lufthavn fortælle om det ny projekt og tilføje, at man i 2014 kommer op på tre ugentlige afgange. Prisniveauet ligger på ca. 3.000 kr. for hovedpartren af pladserne. Nogle få bliver dyrere og færre billigere.

Kjos er ukuelig optimist, og det er der også brug for. Det kunne jo være, at SAS har ret i sine udregninger. Der er unægtelig en del af de store ruteselskaber, der har eksperimenteret i mange år. Således Icelandair, som fløj til Fort Lauderdale med fin forbindelse fra København og kort flyskift på Island, men opgav, og i dag flyver til Orlando.

Lufthansa har også ændret mellem de tre store lufthavne i Florida. Air France har prøvet og opgivet Orlando (men har dog beholdt daglige afgange til Miami). KLM har kvittet sin rute til Miami.

SAS har snart to daglige afgange til New York, men det er mere end vanskeligt at få acceptable forbindelser og reserveringer videre med United til krydstogthavnene i Fort Lauderdale og Miami. I hvert fald for bureauernes mange grupper.

Der skulle altså være basis for Norwegians tiltag. Vel skal man gå priskalkulationerne efter i sømmene, men skatter og afgifter er i hvert fald med i priserne. Det er bagagen til gengæld ikke. 140 kr. pr. stk. medsendt bagage hver vej, og hertil kan vel også komme fortæring og drikkevarer om bord.

Det var lidt svært ved pressemødet i går at finde frem til den nøjagtige bruttopris, men umiddelbart minder det om den flypris, som også charterselskaberne – og her er der dog enkelte direkte fly – opererer med. Og det er alt andet lige meget billigt for 10-11 timers non stop flyvning.

I pipeline hos Norwegian er også næste år direkte ruter København til New York og Bangkok. Her ville jeg have knap så meget is i maven som Bjørn Kjos.  Det forekommer, som om SAS har beplastret New York med to daglige ruter fra København og en fra både Oslo og Stockholm.

Hertil kommer så – som vi i går kunne fortælle – at der i vinter er 25 afgange fra Skandinavien til Thailand med Thai Airways og lidt fryns med tre fra SAS.

Det bekymrer imidlertid ikke Kjos. Heller ikke selv om han ikke har et netværk som supplement. Han tror nemlig, at trafikken i høj grad kommer til at gå fra Fjernøsten mod Europa og USA til priser – og med personaleansættelse – tilpasset niveauet i de egne af verden. Det er der, velstanden er på vej.

På længere sig kan han godt se for sig, at flyene med bagrund i Open Sky aftalerne kommer ind med Norwegian til Europa og flyver videre fra samme byer til hans baser i USA.

Fremtidsdrømme, måske! Men interessante i alle tilfælde.

God weekend.