Endnu et spansk flyselskab åbner på København

Air Europa er det tredje største flyselskab i Spanien efter Iberia og Vueling. Air Europa betjener 44 destinationer i Spanien, Europa, Afrika, Nordamerika og Sydamerika med sine 43 fly, skriver CPHTraveller.dk

 

Forrige sommer fløj Spanair 14 gange ugentlig mellem København og Barcelona, hvilket nu ser ud til at blive overgået af endnu flere flyvninger.
Vueling vil flyve 11 gange ugentlig på ruten, og Norwegian indsætter tre ekstra ugentlige flyvninger sammenlignet med forrige sommer.

 

Med to ugentlige fly til Barcelona fra Air Europa, vil 14 ugentlige Spanair-flyvninger, således blive erstattet af 16 nye ugentlige flyvninger fordelt på tre selskaber.

 

Til Madrid havde Spanair forrige sommer syv ugentlige fly, hvor det allerede er kendt at Easyjet lukker en del af hullet ved at indsætte fem ugentlige flyvninger mellem Madrid og København.

Når Air Europa får to ugentlige afgange til Madrid, vil den tidligere udbudte kapacitet fra Spanair således også være dækket på denne rute.

Iberia og SAS flyver også mellem Madrid og København.

 

”Det er utrolig godt nyt – ikke blot for de rejsende og for Københavns Lufthavn. Enhver flyrute skaber vækst og arbejdspladser, så det har været utrolig vigtigt at få erstattet de mange tidligere Spanair-ruter,” siger salgs- og marketingsdirektør i Københavns Lufthavn, Carsten Nørland.

 

Vueling, der delvist er ejet af Iberia og British Airways, har haft vokseværk de senere år og er nu Europas fjerdestørste lavprisselskab med foreløbig 43 fly og ruter til 44 byer i 13 lande.

”Det nye for danske passagerer er, at Vueling også kan tilbyde videre rejser ud i verden fra Barcelona med f.eks. Iberia,” siger Carsten Nørland.

 

I 2011 fløj 410.000 passagerer mellem København og Barcelona.

Skrevet af redaktionen