Engelsk fodbold er en turistmagnet

Over 750.000 udlændinge rejste i 2010 til England for at se fodbold ’live’, viser en undersøgelse fra VisitBritain ifølge bt.dk.

 

Og det er en gevinst for turisterhvervene, for fodboldfans’ene spenderede i gennemsnit 776 pund under besøget, hvor gennemsnittet for alle turister ligger på 563 pund.

 

En betydelig del af de engagerede fodboldturister kommer fra Skandinavien, og her er det de norske fodboldfans der belægger førstepladsen – både blandt skandinaver og i det hele taget. En ud af hver 13 norske turister kommer til England udelukkende for fodboldens skyld.

 

Lige efter nordmændene på førstepladsen følger – måske lidt overraskende – fodboldturisterne fra De forenede arabiske Emirater, men her spiller det for eksempel ind, at en af topklubberne, Manchester City, ejes af sheik Mansour bin Zayed Al Nahyan og sponseres af flyselskabet Etihad.

 

De mest populære fodboldarenaer blandt turisterne er Manchester Uniteds Old Trafford, Liverpools Anfield Road og Arsenals Emirates Stadium. I øvrigt er flyselskabet Emirates hovedsponsor for top-klubben Arsenal.

Skrevet af Flemming Juul