Epinion har fundet årets vindere af DTA 2023

Analysevirksomheden Epinion har den 22. august afsluttet den analyse, der ligger til grund for kåringen af vinderne ved dette års Danish Travel Awards. Priskategorierne er i år inddelt i tre sektioner.

Tilmeldingen er godt i gang til Danish Travel Awards 2023, der afholdes onsdag den 4. oktober i Cirkusbygningen i København.

Samtidig er kandidatlisterne også blevet offentliggjort, så det er muligt at se, hvilke af rejsebranchens aktører, at 3.000 medlemmer af analysevirksomheden Epinions panel, har vurderet i en analyse, der blev gennemført i perioden fra den 7. til den 22. august.

I forhold til tidligere år, hvor priskategorierne har været inddelt i to sektioner, vil dette års event opdeles i tre sektioner, henholdsvis luftfart og transport, hoteller og dansk turisme samt rejsebureauer og udlandsferie.

Genvalg og tilbagekomst
I sektionen rejsebureauer og udlandsferie var kategorien “Bedste skirejsearrangør” med for første gang ved sidste års prisuddeling, og kategorien har været så populær, at det er blevet til et genvalg.

Herudover vender kategorien “Bedste rejseland uden for Europa” tilbage, idet COVID-19-restriktionerne i mellemtiden er forsvundet på så godt som alle oversøiske markeder. Kategorien var sidst med i 2019.

Vanen tro kræver forskellen mellem rejsearrangør og ferierejsebureau en uddybende forklaring. Definitionen for en rejsearrangør er et rejsebureau, der gennem egen produktionsafdeling sammensætter programlagte og forproducerede grupperejser med tilhørende rejseleder.

Bruttolisten for rejsebureauerne er udarbejdet i samarbejde med Danmarks Rejsebureau Forening (DRF), Rejsearrangører i Danmark (RID) samt Danish Business Travel Association (DBTA), mens rejselandene præsenteres i samarbejde med Association of National Tourist Office Representatives (ANTOR).

Prisuddeling og show
Der er allerede meget stor interesse for dette års Danish Travel Awards med omkring 300 tilmeldte på nuværende tidspunkt. De vil få mulighed for at fejre aftenens vindere samt se uddrag fra Wallmans nye CAKE-show.

Aftenens konferenciers er ligesom de foregående år Natasja Crone og Rasmus Tantholdt, henholdsvis vært og korrespondent på TV 2.

Hovedsponsorerne ved dette års Danish Travel Awards 2023 er Explora Journeys, Israel Ministry of Tourism, Epinion og Cirkusbygningen. Herudover er Gouda, Dansk Erhverv, DI Transport/BDL, Københavns Lufthavn, Billund Lufthavn, Aalborg Lufthavn samt Aarhus Airport også blandt dette års sponsorer.

 

Relaterede artikler:

Tilmelding til Danish Travel Awards 2023 er åben

Se billederne fra festlig Danish Travel Awards-aften

De vandt Danish Travel Awards 2022