Coronakrisen har allerede sat også den danske hotel- og restaurationsbranche under hårdt økonomisk. Forlængelsen af den delvise nedlukning af Danmark er forståelig, men gør situationen endnu værre, lyder det fra danske erhvervsorganisationer. Arkivpressefoto fra Hotel Skt. Petri.

Erhvervet: Forlænget lukning af Danmark øger krisen

Regeringen forlænger den delvise nedlukning af Danmark til foreløbig 13. april, 2. Påskedag. Det mødes med blanding af forståelse og ny bekymring fra Horesta, Dansk Industri og Dansk Erhverv.

”Hotel-, restaurant- og turisterhvervet er under massivt pres, og det pres bliver selvfølgelig nu forstærket af, at regeringen forlænger tvangslukningen for størstedelen af erhvervet,” lyder det fra Horesta, en af de største brancheorganisationer i det danske turismeerhverv.

Statsminister Mette Frederiksen meddelte på pressemøde mandag eftermiddag, at blandt andet lukningen af restauranter, cafeer samt at være mere end ti samlet forlænges til og med 2. påskedag. I forvejen er landets grænser lukket til samme dag.

I en pressemeddelelse siger Horestas administrerende direktør, Katia K. Østergaard:

”Vi har fuld tillid til myndighedernes vurdering af, at der er behov for at forlænge lukningen. Men konsekvensen af beslutningen forstærker den historiske krise i vores erhverv yderligere.”

Horesta-direktøren peger på, at virksomhederne i hotel-, restaurant- og turisterhvervet står over for at skulle betale skat, moms og AM-bidrag, men mange af dem har ikke haft nævneværdige indtægter i flere uger, og de nye hjælpepakker er endnu ikke ude og virke.

Derfor er mange under et kæmpestort likviditetspres. I en ny undersøgelse fra Horesta siger 20 procent af virksomhederne, at de føler sig lukningstruede.

”Det tager noget tid at få hjælpepakkerne på plads i praksis. Men der er brug for løsninger her og nu. Samtidig er der brug for, at bankerne følger regeringens opfordring til at vise samfundssind og forståelse for, at økonomien er strakt til det yderste i mange virksomheder,” siger Katia K. Østergaard.

Allerede aflysninger til efteråret
Horestas direktør gør opmærksom på, at hotel-, restaurant- og turisterhvervet vil være hårdt ramt af corona-krisen i længere tid end de fleste øvrige erhverv.

”Vi ser allerede nu eksempler på events til sommer og efteråret, der bliver aflyst. Krisen i vores erhverv er på ingen måde forbi, den dag samfundet åbnes igen. Vi må forberede os på et langt efterspil,” siger Katia K. Østergaard.

Dansk Industri: Det haster med hjælpepakkerne
Det var ikke uventet, at regeringen forlænger tiltagene til efter påske for at inddæmme coronasmitten. Ikke desto mindre rammer coronakrisen, og de nødvendige nu forlængede tiltag for at begrænse smitten, mange virksomheder og arbejdspladser ekstremt hårdt, lyder det fra Dansk Industri.

DI’s administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen, siger:

”Forlængelsen var ventet, og vi bakker op. Førsteprioriteten er at bryde smittekæderne. Ikke desto mindre rammer det selvfølgelig rigtig mange virksomheder og arbejdspladser hårdt, fordi indtægterne tørrer ud.

Derfor gælder det om, at vi hurtigst muligt får de mange gode hjælpepakker bragt i spil, så så mange virksomheder og deres medarbejdere som muligt kan klare sig igennem krisen,” siger Lars Sandahl Sørensen.

Konkurser, arbejdsløshed og lavkonjunktur
Forlængelse af karantæneperioden forværrer markant krisen for erhvervslivet, lyder det fra Dansk Erhverv.

Organisationens administrerende direktør, Brian Mikkelsen, siger i pressemeddelelse: ”Dansk Erhverv bakker op om regeringens beslutning om fortsat at lukke store dele af Danmark. Vi skal sammen bekæmpe corona, men den økonomiske krise bliver historisk stor.”

Brian Mikkelsen peger på, at forlængelsen vil betyde, at flere brancher bliver ramt hårdere, end det hidtil har været tilfældet.

”Vi står midt i en historisk stor økonomisk krise. En krise, der uundgåeligt vil medføre konkurser, arbejdsløshed og lavkonjunktur. I starten var det udvalgte brancher, som blev ramt stenhårdt. Nu vil flere blive berørt.

En undersøgelse fra Dansk Erhverv viser, at syv ud af ti virksomheder har oplevet et fald i omsætningen. Det tal vil vokse, og omsætningsfaldet bliver større for virksomhederne. Der er allerede lavet en række gode tiltag fra Folketingets side, som nu skal køres i gang og få effekt. Desuden er der brug for, at bankerne udviser samfundssind og ikke er tilbageholdende i forhold til at yde lån til trængte virksomheder, ” siger Brian Mikkelsen.

Relaterede artikler:

Dansk hotelkæde opsiger 250 medarbejdere

Rejseekspert: Der kan gå år før branchen er tilbage

Hvert fjerde Horesta-medlem vil ikke fyre