”Der er svært at spå, især om fremtiden,” sagde Storm P. Men i lighed med andre udgaver af årets sidste nummer, spørger Stand By brancheeksperter, hvad de forventer af det nye år.
De seks eksperter er bl.a. Mette Christensen, Global Travel Manager i A.P. Møller-Mærsk og bestyrelsesmedlem i foreningen af de største danske travel managers, Danish Business Travel Association, samt Sophie Hulgard, adm. direktør for Danmarks største erhvervsrejsebureau, Carlson Wagonlit Travel, hun er også formand for erhvervsrejsebureauerne i DRF. Sophie Hulgard siger bl.a.:
”Generelt forventer jeg en gennemsnitlig forøgelse på ca. 5 % i antal rejser. Jeg tror på faldende priser på til oversøiske rejsemål. Jeg forventer nemlig, at lavprisflyselskaberne vil kigge mere på dette område. Gør de det, må de ”normale” flyselskaber formentlig følge efter.”
De andre eksperter tæller Lars Thykier, adm. direktør i Danmarks Rejsebureau Forening, og MBA’en Ole Egholm, der i over ti år har lavet stor årlig analyse af økonomien i den danske rejsebranchens største rejsebureauer. Ole Egholm siger om sine forventninger til 2011:
”Jeg tør ikke forvente andet end en gennemsnitlig stigning i omsætningen hos rejsebureauerne på 5 %; dermed bliver det bedre end samfundsudviklingen. Jeg synes rejsebranchens krise er forbi, selv om nogle sår skal slikkes. Men rejsebureauerne kom generelt godt gennem krisen og kører med små overskud.”
De to sidste eksperter, der byder på året der kommer, er formand for hotel- og restaurationsbranchens arbejdsgiverforening, Horesta, Jens Zimmer Christensen, samt Bjarne Hansen, bestyrelsesformand i Billund Lufthavn – og tidligere adm. direktør for Maersk Air samt skibsreder i A.P. Møller-Mærsk:
”Er der noget, historien har vist os, er det at det uventede kan ramme rejsebranchen; i år var det asken fra Island; tidligere har det været Muhammed-tegningerne, Sterlings konkurs osv. Men hvis det uventede ikke sker i det nye år, tror jeg, at de danske lufthavne kan se frem til et godt år,” siger han.
Læs den store artikel og de mange bud på tendenser i det nye år i december-udgaven af Stand By.