TUI’s største aktionær, den russiske milliardær Alexey Mordashov, er blevet en belastning for TUI og har nu forladt bestyrelsen. Han har stadig sin enorme aktiebeholdning. Arkivfoto fra TUI.

EU-sanktioner får Putin-ven til at forlade rejsegigant

Den russiske milliardær og Putin-støtte, Alexey Mordashov, forlader tilsynsrådet for den enorme rejsekoncern TUI, hvor han er største aktionær. Han blev på kort tid en image-belastning for TUI.

Alexey Mordashov var god nok under coronakrisen, da han var med til at pumpe frisk kapital i den globale tyske rejsegigant TUI, der i Danmark er tredjestørste charterarrangør.

TUI var i store økonomiske problemer under coronakrisen, og Alexey Mordashov er i dag TUI’s største aktionær med 34 procent af aktierne. TUI-aktierne til en værdi af over 12 milliarder kroner har han stadig, men han har i dag meddelt, at han nedlægger sit sæde i TUI’s tilsynsråd (Supervisory Board). Det sker på baggrund af den russiske invasion af Ukraine.

Klik for større format. Ruslands præsident Putin, til venstre, og TUI’s største aktionær, Alexey Mordashov, på arkivfoto fra 2018 fra Kreml. Wikipedia-foto.

Alexey Mordashov er en af de berygtede russiske oligarker med nære forbindelser til Ruslands krigeriske præsident Putin. Mordashov er siden den russiske invasion af Ukraine sidste uge blevet en kæmpe image-belastning for TUI, på grund af hans tæthed til Putin. Ifølge nyhedsbureauet Bloombergs milliardindeks er Mordashov god for 217 milliarder kroner.

Den britiske avis The Times skrev forleden, at 56-årige Alexey Mordashov sammen med andre russiske oligarker deltog i et møde i Kreml torsdag i sidste uge med præsident Prutin. Det var samme dag, hvor Rusland invaderede Ukraine.

Kovending
Først forsvarede TUI den russiske mangemilliardær. Men i dag har Alexey Mordashov officielt meddelt, at han forlader tilsynsrådet. Hans farvel skyldes, at Mordashov netop er kommet på sanktionslisten fra den civiliserede verden, herunder EU-landene, over russiske spidser med tætte forbindelser til præsident Putin i forbindelse med den russiske invasion af Ukraine.

Mens TUI i første omgang forsvarede Mordashovs bestyrelsespost, har tonen nu fået en anden lyd. I en pressemeddelelse skriver TUI blandt andet, at EU-sanktionerne mod Mordashov forhindrer hans adgang til sine TUI-aktier, herunder at sælge dem og dermed tjene penge på et sådant aktiesalg.

TUI påpeger, at Mordashov har været aktionær i TUI gennem 15 år. Mordashov har 34 procent af aktierne i TUI, resten kontrolleres af private og institutionelle investorer fra Tyskland, andre EU-lande, Storbritannien og USA.

TUI understreger, at EU-sanktionerne retter sig mod personen Mordashov, ikke selve TUI. TUI’s koncernchef, Fritz Joussen, sagde mandag i denne uge blandt andet, at TUI ikke vil lide ”nogen langvarige negative konsekvenser,” hvis Alexey Mordashov blev sanktioneret af for eksempel EU-landene. Det blev Mordashov så dagen efter.

Relaterede artikler:

”Vores russiske partnere har været meget large”

Ukraine-invasion lammer krydstogtbesøg i Rusland

TUI’s største aktionær er russisk Putin-støtte

Endnu et stort rejsebureau aflyser rejser til Rusland

EU godkender milliarder i statsstøtte til TUI