LUFTFART: Et forsøg på at komme med et realistisk bud på, hvad flyselskaberne egentlig skal betale for CO2 udslip i et såkaldt ETS-koncept er faldet til jorden. Nu er man igen på vej i en håbløs kamp mod alle uden for EU.
Ligesom man troede, der var ro på fronten om CO2-afgift for flytrafik i EU, er et kompromisforslag om ro i to år nu faldet. Det gik ud på, at kun EU-selskaberne skulle betale afgift. Nu skal det hele til afgørelse endnu engang 3. april.
Det oprindelige krav fra EU Kommissær Connie Hedegaard var dybt urealistisk og er det stadig. Det gik ud på, at også alle selskaber udenfor EU skulle betale fra de fløj hjemmefra til de ankom til en destination i EU. Da lagde hun sig ud med nationer som USA, Kina, Rusland, Indien, Brasilien og mange flere.
Senere blev det så modificeret til ”kun” at gælde for flyvninger i EU, men heller ikke det, vil de oversøiske nationer acceptere. Det ved de mere moderate kræfter i EU, både i Parlamentet og Kommissionen, udmærket. Derfor har de udarbejdet kompromisset, som nu er faldet. Selv Ministerrådet har været inde og pudse på en ny aftale.
Hvis EU puster sig op over for USA i denne sag, er der alvorlige restriktioner på vej med gengældelser. Allerede da Connie Hedegaards krav lå på bordet, fik flyselskaberne præsident Obamas underskrift på, at de kunne sige nej til EU’s krav. Et nyt afvæbnende EU forslag venter i kulissen inden 3. april.