EU vil se på Sloveniens tilskud til Adria Airways

Pas på i Slovenien, nu går EU så langt som til at ville ”se på” om det er lovligt, at landets flyselskab skal have endnu et statstilskud for at overleve. Længere kommer EU sjældent eller aldrig i den slags tilfælde.

Det lille slovenske flyselskab, Adria Airways, har brug for endnu et statstilskud for at overleve vinteren. Det foreløbige behov er ca. 60 mio. kroner. I forvejen har selskabet modtaget tilskud på 65 mio. dollars i perioden fra 2007 til 2011.

Adria Airways ledelse er overbevist om, at det ikke på nogen måde er på tværs med EU’s lovgivning, når man ser på, hvad der ellers er accepteret til flyselskaber i Sydeuropa.

Adria Airways kalkulerer med, at det mindst vil tage et år for EU at gennemgå selskabets økonomiske forhold og afhængighed af statskassen.