SAS, Maersk Air og Sterling på vej med krav til Københavns Lufthavn

Flyselskaberne vil simpelthen ikke blive ved med at se, at Københavns Lufthavns overskud bare vokser, mens pengene fosser ud hos flyselskaberne med større afgifter, skatter og stigende oliepriser. Det pirrer dem voldsomt, at aktionærerne scorer kassen, mens flyselskaberne taber penge.



Det første møde ventes afholdt inden for et par uger, og det er særdeles utraditionelt at tre flyselskaber kan finde sammen om et brev til ikke færre end tre ministerier, nemlig finansministeriet, som ejer 40 procent af lufthavnen, transportministeriet, som ikke har fået gjort noget alvorligt ved afgiften på de 75 kr., og hvorunder lufthavnen hører til daglig, samt erhvervsministeriet, der har ansvaret for en af landets største arbejdspladser. De kunne såmænd godt have tager beskæftigelsesministeren med i buketten.



Endnu ønsker ingen af de tre selskaber at komme med en officiel udtalelse, men deres mål er klart: Nu skal der gøres noget alvorligt ved situationen i København, ellers kommer lufthavnen til at tabe trafik, så det kan mærkes.



Nye afgifter er på vej på grund af ekstra sikkerhedskrav fra EU (læs USA), og i forvejen er der meget lidt fleksibilitet i prisstrukturen i forhold til andre lufthavne. SAS har svært ved at holde trafikken ud af København, fordi især Sverige mere og mere går selv.



Sterling flytter en stor del af sin trafik til Arlanda fra København fra næste fartplan. Internationale selskaber som Thai Airways og Malaysia Airways øger i Stockholm, ikke i København. Og Continental begynder også at flyve fra Stockholm til sommer, hvor der slet ikke er noget amerikansk selskab i København.



(læs også Fredagskommentaren)




Skrevet af