Danmark er Sveriges lillebror

Af Ole Egholm



Den svenske borgerlige oppositionspolitiker fra Moderaterne, Fredrik Reinfeldt, har en rimelig chance for at vinde Rigsdagsvalget i Sverige den 17. september.



Reinfeldt har udtalt, at hvis han kommer til magten, vil han lade den svenske stat sælge sine aktier i selskaber som SAS og Nordea, der i forvejen arbejder på stærkt

konkurrenceprægede markeder. Det er da til at forstå.



Og har vi ikke i over seks år haft en borgerlig regering i Danmark som grundlæggende mener det samme som Fredrik Reinfeldt i Sverige?

Jo, det tror vi nok, måske ved de det ikke selv, for de danske (borgerlige) politikere har været så optaget af Sveriges nuværende statsminister Göran Perssons udtalelser om, at hvis Danmark ville sælge aktierne i SAS, så vil Sverige gerne købe dem!



“Hvis svenskerne fik fat i vores del, ville SAS’ hovedaktiviteter givetvis blive flyttet fra Københavns Lufthavn og i stedet placeret i Arlanda. Det har den danske regering ingen interessere i, og derfor har vi

stadig aktier i selskabet,” siger Peter Christensen, Venstres Finansordfører.



“Jeg vil virkelig håbe, Sverige får en borgerlig regering. Hvis den sælger sine aktier i SAS til andre kommercielle spillere, så taler alt for, at vi gør det samme, for det har aldrig været borgerlig politik, at staten skal blande sig i erhvervslivet,” siger Christian Wedell-Neergaard,

finansordfører fra de Konservative.



Kan vi se lillebror-syndromet i disse udtalelser? Venstre har helt nationalistiske frygter for, at Göran Persson vil bruge SAS til fremme af nationalistiske interesser, såsom arbejdspladser, og lade SAS handle helt udenom kommercielle interesser. Og derfor skal vi beholde vores ejerandel.



For SAS skal åbenbart ikke konkurrere med alle de andre derude. SAS skal servicere sine socialdemokratiske ejere.



Sikke noget vrøvl! SAS skal konkurrere.



Og vi i Danmark, lovgiverne, skal sikre, præcis som Fredrik Reinfeldt formulerer det, at staten sikrer lovgivning og regulering, men ikke at den selv “spiller med” der, hvor markedet og konkurrencen allerede er

velfungerende. Og det vil markedet blive i Danmark, hvis ikke lige SAS var statsejet.



Konservatives lillebror-syndrom ses igen tydeligt af, at de Konservative tilsyneladende ikke tør lade staten gøre noget, uden at svenskerne også gør det. Han anerkender vel egentlig, at de konservative egentlig ikke har ført borgerlig trafikpolitik hvad angår SAS de sidste seks år. Og tør kun føre borgerlig politik med SAS, hvis svenskerne gør det.



Det virker lidt til, at begge parter kun tør anvende laveste fællesnævner i problemet om statsligt ejerskab i SAS. Ingen tør gå foran.

“Hvis Sverige har statsejet luftfartsselskab, så vil vi også”, synes parolen at lyde, selv blandt de borgerlige.



Fredrik Reinfeldt har tilsyneladende ikke samme lillebror-problem: Han virker fløjtende ligeglad med, hvad Danmark og Norge siger og gør. Det har han også god grund til.



For hvis Sverige bliver fri for statsinteresser i luftfarten, vil det frigøre svenskerne for sammenblanding af egne interesser, hvilket nok vil give endnu livligere konkurrence fra svensk territorium.



Og dette, uanset at der på svensk jord til stadighed vil lette og lande selskaber, der er ejet, at danskere, nordmænd, franskmænd, amerikanere osv.



Vi kan ikke alle sammen vente på, at alle selskaber bliver privatiseret, før vi selv gør det.



Der vil ALTID være statsejede luftfartsselskaber i verden. Men det hindrer ikke os danskere i at tage skeen i egen hånd og se at få fejet for egen dør.



Så kære danske finansminister Thor Pedersen: SÆLG SÅ DE AKTIER I SAS!

Skrevet af