Stor vækst i Københavns turisme

Det københavnske turisterhverv kan trygt se frem til 2005. Mens der i år forventes over 186.000 overnatninger i forbindelse med internationale kongresser i byen, stiger tallet næste år til mindst 260.000.



Også krydstogtmarkedet vil stige og for første gang komme over 300 anløb. I år blev det til 270 med 320.000 krydstogtpassagerer, næste år siger de foreløbige tal 300 anløb med omkring 350.000 passagerer.



Tallene kommer fra Wonderful Copenhagen, som også forventer en vækst i ferieturismen i næste år på mindst 5% sammenlignet med i år.



Ved en sammenkomst på torsdag i Tivoli præsenterer WoCo sine kampagner for 2005, udviklet i samarbejde med hovedstadens turismeerhverv. Strategien er at fastholde det store engagement på nærmarkederne, vinde markedsandele på mellemmarkederne og få fodfæste på nye vækstmarkeder som Kina og Rusland.



De seneste år er turismeerhvervets opbakning til WoCo styrket, så organisationen nu tiltrækker en erhvervsfinansiering på 55 mio. kr., næsten halvdelen af det samlede budget.

Skrevet af