Fredagsklummen – Uafgjort mellem SAS og Bombardier



Af Ejvind Olesen



DET VAR SVÆRT efter gårsdagens pressemøde og beretning om kvartalsregnskabet at få et overblik over situationen med de omstridte Q 400 fly, som SAS hverken vil eje eller have, men som både den canadiske flyfabrik og andre selskaber tilsyneladende er så glade for.



SAS ledelsen vil ikke udtale sig, og Bomardier går utraditionelt ud og taler en af sine meget store kunder midt imod. Det undrer koncernchef Mats Jansson og virker ikke befordrende for en mindelig løsning. Samtidig jongleres med så store millionbeløb, at almindelige folk har svært ved at forholde sig til dem.



Til sidst er det et spørgsmål om, hvem der har ret. Eller om de begge har det. Det må afvente Havarikommissionens rapport, men der begynder at tegne sig et billede.



Efter det oplyste SAS tab på ca. 400 mio. svenske kroner efter de to første havarier og mere end tre uger med alle flyene på jorden, ser det ud til at Bombardier hænger på.



Hvis man derefter går til anden halvleg, peger pilen netop nu mod et SAS værksted. Skulle det vise sig at være rigtigt, tilhører den del af konflikten Bombardier. Altså uafgjort.



I EN TID op til det danske Folketingsvalg, hvor det ser ud til, at der skal gives og tages fra begge sider, for at få et forlig, er det helt samme tilfælde i flystriden.



Lad os antage, at Bombardier af en helt masse grunde sluger det første krav fra SAS. Til gengæld sidder SAS tilbage med ca. 25 fly (nogle bliver aldrig fly igen) af Q 400 typen, som Bombardier anser for at være glimrende og nu igen med gyldig luftduelighedsbevis, også i Europa. De er leaset frem til år 2012.



De må videre til en anden operatør, og SAS må have noget andet at flyve med. Antageligt jetfly, for eksempel CanadianAir, ARJ, som Cimber flyver med, og som faktisk også er fra Bombardier. Et fly velegnet til regionale ruter. Men, der er næppe hverken 10 eller 20 klar til at blive håndplukket.



SAS OPLYSTE I GÅR, at den endelige løsning på ruter og fly på de mange strækninger næppe er klar før i andet kvartal 2008. Det er længe at vente og bliver dyrt med inchartrede fly.



I slipstrømmen fra de fremmede fly på SAS-ruterne kommer også problemet med indretning. Business passagerer, betjening og lignende. SAS kan ikke i det lange løb blive ved med at tage op til 8.000 kr. for en returflyvning til Nice, eller 5.000 kr. til Bergen, hvis der ikke følger topservice med. Uanset hvilket fly, der flyves med.



For at vinde kundernes tillid tilbage, er det godt med beslutningen om ikke mere at flyve Q 400. men er det nok ? “Tillid skal man gøre sig fortjent til. Den kan ikke købes”, som adm. direktør Susanne Larsen så rigtigt skriver til sine medarbejdere.



Hvad mener du ? kan SAS vinde kundernes tillid tilbage ? Stem i quick poll.

Skrevet af