Kritik af SAS for højt gebyr ved afbestilling

Når man afbestiller flybillet, har man ret til at få skatter og afgifter tilbage – men det er meget forskelligt, hvor villige flyselskaberne er til at returnere tilbage, skriver EPN.dk



Flyselskabernes gebyrer for tilbagebetalingen er så store, at kunderne næsten ingen penge får tilbage.



Har en familie på fire købt lavprisbilletter til Paris med SAS, får den ikke meget retur, hvis den må aflyse.

Fire af de billigste billetter i august koster 5.832 kr. Heraf er skatter og afgifter 1.132 kr. Hvis familien ikke kan benytte billetterne, er pengene spildt.

Men SAS har pligt til at betale skatter og afgifter tilbage. Der bliver dog ikke meget tilbage af de 1.132 kr., SAS påregner sig et gebyr på 800 kr. for at returnere skatter og afgifter – hos Sterling er gebyret 50 kr.



”Skatter og afgifter er statens penge, det er helt urimeligt, at flyselskaberne beholder nogle af pengene,” siger jurist Peter Knudsen, leder af Forbruger Europa.



Chefkonsulent Benedikte Federspiel fra Forbrugerrådet er enig.

Hun var forbløffet, da SAS forlangte 200 kr. for at betale skatter og afgifter tilbage ved en aflyst flyrejse. Det endte med, at hun blot kunne få 23 kr. tilbage, og så opgav hun. ”Det kunne være interessant at se et regnestykke over, hvor mange penge flyselskaberne beholder på den konto,” siger hun.



Både Peter Fogh Knudsen og Benedikte Federspiel finder det slemt, at delvist statsejede SAS går forrest med de højeste gebyrer.

Men det afviser Lars Bording, SAS Danmarks salgsdirektør: ”Gebyret dækker omkostningerne ved at tilbagebetale pengene.”



I Norge kører forbrugerombudsmanden retssag mod Ryanair om tilbagebetaling af skatter og afgifter. Forbrugerombudsmanden kræver, at det irske selskab helt fjerner gebyrerne.

Ryanair tjener årligt ca. 145 mio. kr. ved at beholde skatter og afgifter fra passagerer, som ikke benytter deres billetter.

Skrevet af