SAS Danmark tavs i strid mellem ansatte og topledelse.

I SAS Danmark holder man tand for tunge overfor de udmeldinger, som koncernchef i SAS Mats Jansson er kommet med.



Pressechef i SAS Danmark Jens Langergaard henviser til hovedkontoret i Sverige. Og SAS Danmarks administrerende direktør Susanne Larsen har ikke ønsket at kommentere beslutningen fra sidste uge, andet end i en pressemeddelelse.



Heri skriver hun, at det er for tidligt at sætte tal på, hvor mange danske job omlægningen vil koste.



Mats Jansson har lagt op til, at ruterne mellem København, Stockholm og Oslo ikke længere skal laves af SAS Danmark, der i dag står for halvdelen af de 15 daglige afgange mellem København og Stockholm og alle 13 afgange mellem København og Oslo.



I fremtiden er det meningen, at flyvningerne overtages af fly og personale fra Sverige og Norge.



“Der er nu sat et arbejde i gang, hvor målet er, at SAS Sverige og SAS Norge skal øge deres andel af produktionen på de to ruter. På nuværende tidspunkt kan jeg ikke sige om, og i givet fald hvilke konsekvenser det kan få for antallet af arbejdspladser i SAS Danmark,” skriver Susanne Larsen.



Bestyrelsen for AFS, sammenslutningen af faglige organisationer i SAS i Danmark, meldte onsdag afbud til et møde, som Jansson havde indbudt til. Aflysningen skete umiddelbart før mødet skulle holdes på Radisson SAS Arlanda Hotel i Arlanda ved Stockholm, som vi skrev i Take Off morges.


Skrevet af