Færøerne begynder fra oktober næste år at opkræve en turistskat for overnatninger på for eksempel hoteller ligesom krydstogtpassagerer også skal betale en afgift. Arkivfoto fra bygden Gasadalur på øen Vagar, hvor også Færøernes eneste lufthavn ligger. Foto: Henrik Baumgarten.

Færøerne indfører turistskat

Strejken på Færøerne er forbi. ”Den har skadet færøsk turisme,” siger turistchefen. Fra næste år bliver det lidt dyrere at overnatte på færøske hoteller, også krydstogtturister skal betale en afgift.

Den næste en måned omfattede strejke på Færøerne sluttede forleden – den betød blandt andet, at det danske kongepar udskød deres planlagte besøg; det skulle være begyndt i morgen og varet til på fredag, nu bliver det på et endnu ikke fastlagt nyt tidspunkt.

Strejken betød blandt andet tomme hylder i supermarkederne, lukkede skoler og institutioner og mangel på benzin og diesel. Men parterne er kommet frem til en ny, toårig overenskomst, som samlet giver de strejkende en lønstigning på 13 procent de næste to år, skriver TV 2.

Til Standby.dk siger Gudrid Højgaard, direktør for Færøernes turistråd, Visit Faroe Islands:

”Strejken har helt sikkert skadet færøsk turisme. Der har været afbookinger, også fordi danske og udenlandske turister ikke kunne vide, hvor lang tid, strejken ville vare – så strejken har helt sikkert ødelagt en stor del af maj og juni.”

130.000 turister
Sidste år havde Færøerne 130.000 turister, her af var cirka 50.000 krydstogtturister. Færøerne havde forventet stigende turisttal i år, baseret på de mange bookinger af for eksempel hotelovernatninger.

”Men der har været afbestillinger for maj og juni, så lige nu er det svært at se, hvor vi lander i antal turister – det må vi se når året er omme,” siger Gudrid Højgaard og tilføjer:

”Turisterne blev under strejken ramt ved, at der for eksempel ikke var benzin, heller ikke til udlejningsbiler, så de ikke kunne komme rundt. Hotellerne havde mad, men de, der boede på Airbnb, havde problemer, for de skal jo selv købe mad og der var nærmest ikke mad i butikkerne.”

Turistskat fra oktober næste år
Det færøske parlament har i øvrigt vedtaget indførsel af en ny turistskat fra oktober næste år

Det betyder, at gæster på for eksempel hoteller og andre kommercielle overnatningssteder skal betale 20 kroner i døgnet – op til 10 dage. Dermed kan skatten ikke overstige 200 kroner.

Ligeledes indføres en afgift på 65 kroner for hver krydstogtpassager.

Pengene fra disse to nye indtægtskilder går til en færøsk naturbevaringsfond, der kan uddele midler til forskellige vedligeholdsprojekter på områder, hvor turister er med til at ”slide” på øgruppens natur og infrastruktur.

Som led i den nye færøske lov om turistskat, må landmænd og jordejere ikke længere lægge en afgift på at turister går på deres marker, for eksempel på vandrestier – medmindre jordejerne har konkrete udgifter til for eksempel at vedligeholde vandrestier med mere, oplyses det.

 

Relaterede artikler:

Færøernes største hotel i samarbejde med Stordalen

Færøske Atlantic Airways lander større overskud end i 2022

Alle færinger kunne bidrage til ny turismestrategi