Gimmicken med "Closed for Maintenance" giver også fokus på Færøerne som rejsemål. Foto for Visit Faroe Islands: Klara Johannesen.

Færøerne søger frivillige til årlig forårsrengøring

I disse dage kan frivillige tilmelde sig den årlige udendørs forårsrengøring på Færøerne; i år 1-3. maj. Selv om overskriften er ”Closed for Maintenance,” er øgruppen naturligvis åben for rejsende.

Tallene for sidste år er endnu ikke klar, men i 2023 havde Færøerne 130.000 turister, her af var cirka 50.000 krydstogtturister, har Gudrid Højgaard, direktør for Færøernes turistråd, Visit Faroe Islands, tidligere oplyst til Standby.dk

Og siden 2019 har Visit Faroe Islands haft et årligt forårsprojekt ”Closed for Maintenance” – som dog ikke passer helt. Turisterne og andre besøgende kan naturligvis stadig komme til de nordatlantiske øer.

Turistrådet udsender kun meget sjældent egentlige pressemeddelelser, men skriver på sociale medier om årets forårsrengøring, der igen i år har overskriften “Closed for Maintenance, Open for Voluntourism,” at årets forårsrengøring afvikles mellem den 1. og 3. maj.

Interesserede kan fra i dag, tirsdag, og frem til i overmorgen, torsdag formiddag, tilmelde på Visit Faroe Islands’ hjemmeside.

Under Closed for Maintenance rengør og vedligeholder de frivillige for eksempel en række populære turistområder, vandreruter og så videre for blandt andet at udbedre skader og slitage, opsætte ny skiltning og andet.

Mange tusinde ansøgere til 100 pladser
I alt er der 100 pladser – og årlige flere tusinde ansøgere til oplevelsen. 70 pladser tildeles tilfældigt blandt ansøgerne, der skal være over 18 år; de resterende 30 pladser er forbeholdt ansøgere med særlige evner på området plus nogle pressefolk.

Deltagerne skal selv betale deres flybillet, der er en rabatordning med Færøernes flyselskab, Atlantic Airways, ligesom de gratis indkvarteres og bespises i de landsbyer med mere, hvor de skal arbejde.

Snart 25.000 ansøgere
Visit Faroe Islands skriver på sin hjemmeside, at siden projektet “Closed for Maintenance, Open for Voluntourism” blev søsat i 2019, er der foreløbig gennemført 54 projekter på 38 steder på 10 af øerne i øgruppen.

Gennem årene har over 600 frivillige fra mere end 50 lande deltaget i projekterne under “Closed for Maintenance” – og der har til og med sidste år været 23.806 ansøgere til pladserne med udendørs rengøring.

 

Relaterede artikler:

Færøerne indfører turistskat

Genåbnet færøsk lufthavnshotel kan blive endnu større

Atlantic Airways får godkendelse af flysimulator