Fagforening frygter social dumping i lufthavnen

Københavns Lufthavn forbedrer sit bagageanlæg, bag dette står bl.a. det tysk-ejede danske firma Crisplant. En af Crisplants underleverandører er Big Electric – begge er medlem af arbejdsgiverforeningen Dansk Industri.

 

Men fagforeningen 3F i Kastrup mener, at Big Electric bruger underbetalte polske elektrikere til opgaven.

 

Københavns Lufthavns pressechef, Søren Hedegaard Nielsen, siger til takeoff.dk, at CPH, der driver lufthavnen, har understreget overfor såvel Crisplant som Big Electric, at firmaerne skal overholde gældende danske regler – men at Københavns Lufthavn ikke kan være ansvarlig for et såkaldt kædeansvar.

 

Fagforeningen 3F i Kastrup siger til takeoff.dk, at Crisplant, bruger Big Electric som underleverandør med polske elektrikere til arbejdet.

 
”Forholdene for de polske elektrikere er ikke gennemskuelige og Crisplant vil oplyse om forholdene. Vi kan ikke acceptere social dumping og vi er stærkt bekymrede. Københavns Lufthavn, der udbyder arbejdet må sikre, at overenskomsten overholdes fra deres underleverandør. Vi kræver garantier for, at arbejdet udføres på løn- og arbejdsvilkår, som andre elektrikere i København,” hedder det i udtalelse fra 60 tillidsrepræsentanter fra 3F Kastrup.

 

Til takeoff.dk siger 3F’s formand i Kastrup, Henrik Bay-Clausen: ”Dette er den fjerde sag, Elforbundet har haft med Crisplant/Big Electric. Parterne mødes om sagen i næste uge. Det er torskedumt at et sådant problem får lov at opstå. Lufthavnen, der ejer bagageanlægget, kunne have forebygget det ved at indkalde elektrikernes og lufthavnes fællestillidsmand til informationsmøde. Sagen drejer sig om 12-13 polske elektrikere.”

 

Crisplant i Aarhus hed tidligere FKI Logistex – Crisplant ejes i dag af det tyske firma Beumer Group.

 

5

Skrevet af Henrik Baumgarten