Fagforeninger klar til dansk konflikt med Ryanair

Ryanair har afvist at indgå overenskomst med danske fagforeninger. Dermed ser fagforeningerne ikke anden udvej end at indlede blokade mod Europas største flyselskab med over 70 mio. årlige passagerer, siger Anders Mark Jensen, næstformand i Flyvebranchens Personale Union, til Politiken.

 

Ryanair flyver tyve ruter fra Billund – og, siger Lars Thykier, direktør i Danmarks Rejsebureau Forening, en blokade i sommerprogrammet ”vil ramme Ryanair på det værst mulige tidspunkt.”

 

Blokaden vil betyde, at ansatte i Billund Lufthavn organiseret under 3F og HK ikke vil servicere Ryanair.

 

Dermed kan selskabet bl.a. ikke få tanket brændstof, leveret catering og håndteret bagage, ligesom det f.eks. heller ikke bliver muligt at få passagerer tjekket ind. I praksis vil det tvinge Ryanair til at lade flyene stå på jorden, er vurderingen. Ryanair har to fly stationeret i Billund.

 

Arbejdsmarkedsforsker og professor på Aalborg Universitet, Flemming Ibsen, forventer et hårdt opgør.

”Hvis man skal stoppe Ryanair, gælder det om at ramme dem på jorden. De har jo egne piloter og kabineansatte, men de er sårbare i forhold til det, der sker på jorden,” siger han.

 

Ifølge Lars Thykier skal Ryanair i tilfælde af en blokade sende sine rejsende med andre flyselskaber. Det er en følge af EU’s regel om nægtet ombordstigning. Hvorvidt Ryanair vil leve op til forordningen, er dog et åbent spørgsmål, påpeger Lars Thykier.

 

72 pct. af Ryanairs piloter er ansat på løse kontrakter, mens tallet for kabinepersonalet er 62 pct., skriver Politiken. Avisen har ikke kunne få en kommentar fra Ryanair eller Billund lufthavn.

Skrevet af redaktionen