Det går fortsat ikke tilfredsstilende for SAS Danmark som måtte notere et underskud i årets tredje kvartal, da SAS-koncernen i dag fremlagde sit samlede regnskab for årets ni første måneder.
I årets tre første måneder havde SAS Danmark et underskud på 147 mio. kr. – mod et overskud på 436 mio. kr. for samme periode i fjor.
SAS Danmarks adm. direktør, Susanne Larsen (foto), siger til Take Off, at det store fald i overskudsgraden bl.a. skyldes de store udgifter til at indleje fly fra andre selskaber efter SAS’ Q400 propelfly røg ud af trafikprogrammet for et år siden, de rekordhøje priser på flybrændstof tidligere på året og at en del af produktionen er forsvundet i kraft med, at SAS Norge har overtaget halvdelen af flyvningerne mellem København og Oslo; en rute SAS Danmark indtil i fjor var ene om.
Til december begynder SAS Danmark at få sine nye CRJ 900-jetfly, erstatningen for Q400 – CRJ får premiere på indenrigsruten mellem København og Aalborg.
Om udsigten for SAS Danmark for resten af året, siger Susanne Larsen: ”Vi håber og forventer at markedet stabiliserer sig. Men verdenskrisen har selvfølgelig også ramt luftfart, vi har gennem dette år tilpasset en række ruter, men vi har ikke planer om at skære mere ned end hvad vi allerede har offentliggjort.
HB
Tagget med: SAS

STANDBY.DK Nyt om rejser

