Fyringer på vej i SAS

SAS præsenterede i går sin nye Strategi 2011-plan for de kommende år. Her bekræftede koncernchef Mats Jansson, at SAS frasælger aktierne i Spanair, British Midland, Air Greenland og det spanske handlingselskab Newco. Derudover vil SAS evaluere den fremtidige struktur for check-in og bagagehåndteringen, og det sker alt sammen med det formål at styrke kernevirksomheden flypassagertransport og øge lønsomheden til et EBT på 3,2 mia. kr. frem til 2011.

Ifølge Strategi 2011-planen er det de tre byggesten kultur, lønsomhed og fokus, der skal sikre SAS selvstændighed fremover. ”Vi må væk fra det her med, at kunderne kommer i klemme,” siger Mats Jansson, der ønsker, at SAS skal blive et kundedrevet selskab, hvor kunden står i centrum. I den forbindelse er der behov for at gøre op med strejker som våben i SAS. ”Vi skal have et strejkefrit SAS, og vi skal have større harmoni med fagforeningerne. Og jeg har en stor del af ansvaret for, at den ikke har været der,” udtaler Mats Jansson. Samtidigt åbner han op for overskudsdeling og medarbejderaktier i SAS.
Kravet om lønsomhed hænger uændret over SAS. ”Resultatet sidste år var langt fra det, vi havde behov for. Vi skal tjene 3,2 mia. kr. for at være et velfungerende selskab,” siger Mats Jansson. Skal det lykkes, kræver det besparelser på 2,3 mia. kr., og det er penge, der blandt andet skal hentes fra den centrale administration, indkøbsaftaler og fyringer. ”De her rationaliseringer kommer til at påvirke medarbejderne, for en stor del af omkostningerne kommer fra medarbejderne. Der vil blive reduktioner, men hvor mange vil vi ikke komme ind på. Vi bliver en mindre koncern, der vil få færre medarbejdere,” siger finansdirektør Gunilla Berg.

Fokusering er den sidste byggesten i SAS-strategiplanen. Kernevirksomheden for SAS vil fremover koncentreres omkring det rene flyprodukt og flyvninger til, fra og indenfor Nordeuropa. ”Vi fokuserer nu på kernevirksomheden og skal have en større harmonisering mellem de selskaber, vi har tilbage,” siger Mats Jansson.

(Børsen, d. 14. juni, 2007)

Skrevet af