Fra 28. oktober får sønderjyske Cimber Air sin første jetrute i mange år – fra København til Basel på grænsen mellem Frankrig, Schweiz og Tyskland. Cimber har to Canadair-jetfly med plads til 50 passagerer; de har været udlejet til Lufthansa, men er nu tilbage i Sønderborg.
Cimber får op til tre daglige returflyvninger med SAS-codeshare til Basel EuroAirport – ruten har såvel business som økonomiklasse.
Tidligere fløj Swissair-selskabet Crossair ruten, som i Crossair-tiden havde 48.000 årlige passagerer – med SAS-forbindelser til og fra Københavns Lufthavn fra fx. Oslo og Gøteborg forudses et passagerpotentiale på 100.000; hvoraf ca. 60% kommer fra Basel mod Skandinavien.