Fem år med Bornholmerflyet

Den 3. maj markerer Bornholmerflyet fra DAT, at man har fløjet ruten fra Bornholm til København i fem år. Ruten har udviklet sig, og passagertallet er øget.

Da det blev offentliggjort, at Cimber Sterling den 3. maj 2012 om morgenen ikke længere skulle drive luftfart, gjorde DAT sig klar til en hurtig overtagelse af ruten mellem Bornholm og København:
”Vi arbejdede på højtryk, og kl. 11:38 samme dag var den første billet booket af en trofast pendler,” erindrer Jesper Rungholm, direktør i DAT.

DAT startede med at flyve et reduceret program, men allerede efter et par dage blev der fløjet seks afgange på hverdage og fire både lørdag og søndag.  ”Vi havde meget kort tid, men DAT havde tidligere fløjet fra Bornholm til København.

Bornholmerne var godt kendte med DAT, hvilket var en fordel, så vi kom rigtig godt fra start,” siger Jesper Rungholm og fortsætter: ”Kort tid efter lancerede vi Bornholmerflyet og oprettede et salgs- og callcenter i lufthavnen på Bornholm. Derudover fik vi lavet en dedikeret hjemmeside og Facebook side og etablerede brugerrådet, som kunne komme med input til produkter og rutetider.”

”Vores første passagermål var 200.000 passagerer, og dette tal nåede vi i 2013. I dag har vi lidt over 250.000 passagerer på ruten. Siden starten i 2012 har vi haft 30.000 start og landinger og 75 aflysninger og vores punktlighed har i gennemsnit været 95% siden 2014,” siger Jesper Rungholm.

”Ruten bliver fejret onsdag den 3. maj fra klokken 13.00 til 15.00 hvor alle er velkommen i lufthavnen til kagemand og kaffe,” fortæller Christina Dideriksen, lufthavnschef i Bornholms Lufthavn.