Feriemesse uddeler mange priser

Med Danish Coach Award og Danish Tourism Attraction Award er der nu fire prisoverrækkelser på Skandinaviens største feriemesse – Ferie for Alle i MCH Messecenter Herning.

Traditionen tro sker Danske Rejsejournalisters uddeling af årets Havfruepris og Årets Rejsejournalist ved åbningen af Ferie for Alle fredag 22. februar.

De nye priser omfatter Danish Coach Award, stiftet af Danske Busvognmænd i samarbejde med turist- og rejseorganisationer som Dansk Rejsebureau Forening og Tysk Turistinformation.

Danish Tourism Attraction Award er en ny pris til dansk turisme. Her uddeles priser til virksomheder og organisationer, der sælger deres seværdighed bedst over for gæsterne. Initiativtager til Danish Tourism Attraction Award er bl.a. VisitDenmark, Small Danish Hotels og Ferie For Alle.

”Vi er stolte over, at arrangørerne har valgt Ferie for Alle som stedet for prisoverrækkelserne. Det er både et kvalitetsstempel fra branchen og med til at sætte fokus på Skandinaviens største feriemesse,” siger projektchef Anders Ladefoged Mortensen, MCH.

I øvrigt kan de besøgende kan se frem til over 100 rejseforedrag på Skandinaviens største feriemesse. I alt vil seks lokaler rumme rejseinspiration fra hele verden, når Ferie for Alle åbner fredag 22. februar.

Læs mere på ferieforalle.dk.