Direktør Flemming Toft Andersen lancerer Feriepartner Danmarks nye kernefortælling. (Foto: Feriepartner Danmark | PR)

Feriepartner gør klar til at betjene fremtidens turister

Ifølge en forsker vil kundernes ønsker til ferien ændre sig i fremtiden, og det har Feriepartner Danmark forsøgt at forberede sig på med en ny fortælling og flere tiltag i forretningen.

Tiderne skifter, og forventninger ændrer sig. Derfor skal aktører i rejsebranchen i fremtiden forsøge at favne flere behov på samme tid, hvis de ønsker fortsat at tiltrække turister. Det var budskabet fra fremtidsforsker Anne Skare Nielsen fra virksomheden Universal Futurist under et arrangement i Kødbyen i København.

Det kommer sig af, at turisterne i fremtiden i højere grad end tidligere vil have et ønske om, at en given ferie skal få alle behov til gå op i en højere enhed, og at dette til en vis grad vil være en forudsætning for, de bliver fuldt tilfredse med et ophold i eksempelvis et sommerhus.

”Det skyldes særligt, at den kommende generation af turister oplever livet som svært frem for hårdt, hvilket har været tilfældet hos den tidligere generation. Man holder ikke længere fri for kun at slappe af, men nærmere for at komme tættere på sin egen eksistens,” udtaler Anne Skare Nielsen.

”Man taler således om en form for idealisme, hvor det blandt andet kan være følelser som at være en del af et lokalsamfund og samtidig have god samvittighed med opholdet, som er i højsædet.”

Vil appellere til fremtidens turister
Fremtidsforskeren talte til 200 medarbejdere fra Feriepartner Danmark i anledning af, at udlejningsvirksomheden lancerede sin nye kernefortælling. Det er et begreb, der bruges omkring den historie, som en virksomhed definerer sig selv og sine værdier ud fra.

Feriepartner Danmark oplyser, at den omtalte ændring i turisternes adfærd har været medvirkende til, at virksomheden har ment, det har været nødvendigt at finde ind til en ny kernefortælling, hvor nærvær og fordybelse er nogle af de værdier, der fremhæves.

”Vores nye kernefortælling fokuserer blandt andet på, at Feriepartner fremover skal være til stede, tilgængelige og tæt på. Det er allerede værdier, som vi vægter højt, men det er ambitionen, at vi fremover vil intensivere netop de områder, som fremtidens gæster i højere grad efterspørger, yderligere,” fortæller Flemming Toft Andersen, der er direktør for Feriepartner Danmark.

Udmøntes i konkrete tiltag
Det skal dog ikke blive ved snakken. Hvis en kernefortælling skal være rigtigt effektiv, skal den nemlig afspejle sig i konkret handling samt måden, som forretningen drives på, og Feriepartner Danmark har allerede iværksat flere nye initiativer med det for øje.

“Vi har allerede taget hul på arbejdet med vores nye kernefortælling med flere konkrete tiltag. Vi har blandt andet udfaset alt plastemballage i vores linnedpakker, indført kemikaliefri rengøring samt fået vores første Green Tourism Organization-certificeret lokalbureau.”

”Derudover lægger vi også stor vægt på at give noget tilbage til de enkelte lokalområder, hvorfor vi blandt andet hvert år støtter lokale ildsjæle igennem vores Oplevelsespulje,” siger direktør Flemming Toft Andersen, der desuden bemærker, at der i det næste stykke tid skal indføres nye tiltag med baggrund i kernefortællingen på kædens 28 lokale bureauer.


Relaterede artikler:

Feriehusudlejer sparer en halv million plastikposer

Sommerhus-efterspørgsel trodser høje energipriser

Første danske feriehusudlejer modtager miljømærke