Til trods for energipriser på himmelflugt og stigende inflation er der i løbet af oktober blevet reserveret flere danske sommerhuse end i samme måned for tre år siden, hvor der blev sat rekord.
Det er blevet efterår, og naturen er så småt ved at blive malet med brændte farver. Kalenderen vidner også om, at det snart er den tid på året, hvor skolerne både herhjemme og i Tyskland sender eleverne på efterårsferie.
Traditionelt set har det betydet, at mange familier benytter dette afbræk fra hverdagen til at tage på ferie i eksempelvis et sommerhus. I år har der dog været sat spørgsmålstegn ved, hvordan den stigende inflation og de høje energipriser ville påvirke efterspørgslen på feriehuse.
Ifølge Feriepartner Danmark tyder det dog indtil videre ikke på, at de aktuelle omstændigheder i verdensøkonomien kommer til at fungere som en barriere på markedet, da udlejningsvirksomheden har modtaget et stort antal bookinger forud for efterårsferien.
Kommende uge er særligt efterspurgt
På nuværende tidspunkt er der blevet reserveret sommerhuse herhjemme i et omfang, der overstiger antallet fra 2019, som var et rekordår. Tal fra Danmarks Statistik viser, at der er blevet booket knap 18 procent flere danske feriehuse i oktober i år sammenlignet med for tre år siden.
Feriepartner Danmark har oplevet en stigende efterspørgsel, og det er især i uge 42, at der er interesse for at leje en feriebolig. Det forklarer udlejningsvirksomhedens direktør Flemming Toft Andersen.
”Vores højsæson har været helt forrygende, og alt tyder på, at tendensen fortsætter i efteråret og særligt i uge 42. I øjeblikket er antallet af bookinger i Danmark i efterårsferien næsten 20 procent højere end i 2019, og det er især vores tyske naboer, som booker feriehuse i stor stil.”
Opfordrer til at tage gode vaner med
Direktøren forklarer turisterne fra nabolandet mod syd i særdeleshed gerne vil holde ferie ved Vesterhavet, og det har betydet, at der er stor interesse for huse langs kysten.
”Det er særligt den jyske vestkyst, der er populær blandt vores gæster. Her ligger bookingerne lige nu 41 procent over niveauet fra 2019.”
Selvom prisstigningerne ikke umiddelbart har haft en indvirkning på efterspørgslen efter sommerhuse, så anbefaler Feriepartner Danmark, at man fastholder en bevidsthed på området undervejs på ferien, fordi så behøver regningen ikke løbe løbsk.
”Det kræver blot, at man bruger sin sunde fornuft og for eksempel tørrer sit vasketøj på et tørrestativ i stedet for at bruge tørretumbleren. Man kan med andre ord reducere elforbruget betydeligt, ved at tage sine gode vaner fra privaten med, når man holder ferie i et sommerhus,” udtaler direktør Flemming Toft Andersen.
Relaterede artikler:
Udlejer vokser med 900 sommerhuse gennem fusion