Ferievalutaen steg mest til Australien, Thailand og Sverige

Siden 2009 er den thailandske valuta steget med 26 procent lige efter Australien med 30 procent, men den svenske krone er også fulgt godt med i forhold til den danske krone og euroen.

Den danske krone er låst til euroen, hvilket igen har betydet, at Danmark har kunnet holde en fastkurspolitik. Til gengæld har det betydet, at den udenlandske valuta er steget i flere ferielande.

Således har Jyllands Posten regnet ud, at den australske dollar er blevet 30 procent dyrere på de tre år. Nu er det trods alt begrænset, hvor mange danskere, der holder ferie i Australien.

Værre er det, at den thailandske bath er steget 26 procent i forhold til kronen. Det er dog næppe blevet tilsvarende dyrere at rejse til Thailand. Dels er billetpriserne faldet på grund af den hårde konkurrence, dels har Thailand været gennem problemer med oversvømmelser. Noget som igen har påvirket hotelpriserne i nedadgående retning for at opretholde konkurrencen. Dybest set er Thailand nok fortsat et af de billigste ferielande.

Tættere på er den svenske krone steget med 20 procent og den norske med 13 procent. Ikke just en styrke for vore nabolande i kampen om turismen, og slet ikke for Norge, som i forvejen er et af Europas dyreste lande.

To andre store ferielande for danskerne er USA med en stigning i dollarkursen på 15 procent og samtidig også en stigning i flybilletprisen. Det er alt sammen noget der mærkes. Storbritannien ligger lige efter med 14 procent.

Egypten har på tre år haft en stigning i valutaen som stort set ikke kan mærkes, nemlig med et plus på fire procent.

Er der da slet ikke nogen, der er billigere. Jo, Tyrkiet med syv procent og Ungarn med fem procent.