Fhv. SAS-chefer har udsigt til dyst på fodboldfronten

John Dueholm.

Jørgen Lindegaard.

I den ene klub er det mere sikkert end i den anden. Men hvis alle brikker falder på plads, bliver fhv. koncerndirektør i SAS John Dueholm formand for Parken og FCK, mens fhv. koncernchef i SAS Jørgen Lindegaard er på tale som formand i Brøndby.

Parken, Sport og Entertainment (inklusive FCK) skal have ny formand på forårets generalforsamling. Den nuværende formand Hans Munk Nielsen vil have mere fritid i en alder af 67 år. Bestyrelsen indstiller fhv. koncerndirektør og en kort overgang koncernchef i SAS, John Dueholm, som nyt bestyrelsesmedlem og kommende formand.

Den oplysning kom i går i kølvandet på, at de kræfter, som står bag en redningsplan for kriseramte Brøndby, har valgt at bruge tidl. koncernchef i SAS, Jørgen Lindegaard, som frontfigur og formandsemne, hvis planen skulle falde i hak.

Det var Lindegaard, som i 2002 ansatte John Dueholm i SAS, og de ved begge to vældig meget om, hvordan man driver et luftfartsselskab med de udfordringer, der er der – og måske kan sammenlignes med en superligaklub i nedrykningsfare.

Hvis de begge bliver formænd (Dueholms er den mest sikre), kan man se frem til de to på tribunerne med hver deres support halstørklæde. I sin yderste konsekvens kan Lindegaard rykke ned, mens Dueholm fejrer et dansk mesterskab.

John Dueholm har ved en tidligere lejlighed, da vi talte om ishockey og Sverige, slået fast, at han da havde et FCK-tørklæde hjemme i klædeskabet. Det kan han passende finde frem nu.

Og så kan FCK-spillerne godt begynde at stå tidlig op, selv om den ny formand ikke skal være træner. Han er kendt for at indlede sin arbejdsdag ved 5-6 tiden om morgen.