Finnair ansporede SAS til ny rute fra Stockholm

sas-B737-lufthavn-flyKOMMENTAR: Den ny langrute næste år fra Skandinavien til Hong Kong er tidligere afgået fra København, men denne gang var det oplagt med Stockholm. Ikke mindst fordi Finnair har plastret ruten til med afgange fra Helsingfors.

Af Ejvind Olesen

Skal man ud at kæmpe med Finnair på ruterne til Asien og have fat i det svenske business marked, nytter det ikke noget først at sende dem til København, når de i deres nabolag har masser af muligheder for direkte fly med Finnair.

Derfor var der ikke noget at rafle om, da SAS i går publicerede, at der fem gange om ugen bliver direkte afgange fra Stockholm – og ikke fra København. Det var også tidligere i år mere end antydet, at en ny langrute ville komme fra Stockholm og måske endnu en fra Oslo til Nordamerika.

Derfor kunne København alligevel godt have håbet. Det har også været nævnt, at der kunne blive tale om hele tre nye ruter, men det sker næppe. Foreløbig er det kun besluttet at forlænge med en kort leasing af et enkelt af de fly, som SAS skal begynde at aflevere til efteråret. Til den tid kommer den første dugfriske udgave af de mere moderne og brændstofbesparende A330. Dem har SAS bestilt fire af.

I det hele taget er det noget af et puslespil næste år at have tilstrækkeligt med langdistance fly i drift, fordi der også er fuld gang i ombygningen af kabinerne i den første af A340-modellerne med bl.a. ligge-senge-stole på business class.

Der skal nok et meget optimistisk rejsemarked til, hvis SAS vover at satse på endnu en ny rute fra Norge. En tredje fra København kommer næppe på denne side 2017. I hvert fald ikke, hvis SAS selv skal flyve den.