LUFTFART: Rusland er næste sommer vært for VM-slutrunden i fodbold – der spilles bold i 12 byer, Finnair flyver til de fem. I juli havde Oneworld-medlemmet sin hidtil største måned målt i rejsende.
Fratages Rusland ikke værtskabet for næste års VM-slutrunde i fodbold pga. støtte til oprørerne i det østlige Ukraine og besættelsen af den ukrainske halvø Krim, så spilles VM-slutrunden næste år fra 14. juni til 15. juli i 12 russiske byer.
Og, siger Finnair, vi flyver direkte fra Helsinki til fem af disse: Jekaterinburg ved Ural-bjergene (skillelinjen mellem Europa og Asien), Moskva, Skt. Petersborg, Kazan og Samara.
Alle kampene spilles i den europæiske del af Rusland (vest for Ural-bjergene): Jekaterinburg, Jaroslavl, Kaliningrad, Kazan, Krasnodar, Moskva, Nizhny Novgorod, Rostov, Skt. Petersborg, Samara, Soransk, Sochi og Volgograd.
Tæt på 40 fly om ugen til Danmark
Finnair flyver op til 32 gange om ugen mellem København og Helsinki samt syv gange om ugen mellem Billund og Helsinki.
Finnair har foreløbig 18 destinationer i Asien, nogle helårlige, andre er sæsonruter: Bangkok, Beijing, Chongqing, Delhi, Fukuoka, Guangzhou, Goa, Krabi, Hong Kong, Ho Chi Minh City, Phuket, Nagoya, Tokyo, Osaka, Seoul, Shanghai, Singapore og Xian. Indenrigs i Finland betjener Oneworld-medlemmet 16 destinationer.
Ny finger i Helsinki Lufthavn
Sidste måned indviede Helsinki Lufthavn ny ’Asien-finger’. I juli i år var antallet af Finnair passagerer til Asien øget 19,5 pct. i forhold til juli 2016. På ruterne til Europa var væksten 9 pct.
I alt fløj 1,1 mio. passagerer – en stigning på 8,1 pct. – med Finnair i juli i år, et historisk all time high for Finnair i en enkelt måned.