Finnair mest præcis i september

finnair kabine stewardesseLUFTFART: Blandt de europæiske ruteflyselskaber var Finnair i september mest rettidig, fulgt af KLM og Iberia.

Amerikanske Flightstats.com indsamler dagligt punktlighed på ca. 90.000 flyvninger med ruteselskaber verden over – det svarer ifølge selskabet til over 90 pct. af alle ruteflyvninger.

Opgørelserne baseres på information fra flyselskaber, lufthavne og reservationssystemer. For at et flyselskab kan komme med i opgørelsen kræves blandt meget andet, at Flightstats har adgang til omkring 90 pct. af alle ankomsttider. Ryanair, Europas største flyselskab, oplyser ikke til Flightstats – men udsender sine egne ankomsttal, der ikke kan kontrolleres.

Præcisionstallene afhænger af, hvornår flyet er ved gaten i ankomstlufthavnen. Er det ikke fremme 15 minutter efter tidstabellen, regnes det som forsinket.

Finnair vendte sidste måned tilbage til førstepladsen som Europas mest præcise ruteflyselskab med en rettidighed på 92,48 pct. for Oneworld-medlemmets 9.868 flyvninger i september. Herefter fulgte KLM og Iberia.

Flightstats opdeler flyselskaber i Major Airlines og Regional Airlines, bl.a. baseret på ruter til andre kontinenter – hvilket regionalselskaber af indlysende grunde ikke har mange af.

Tre af Europas 30 regionale flyselskaber hos Flightstats havde i september over 10.000 flyvninger, engelske Flybe 14.634, Air France-ejede Hop 13.541 og norske Widerøe 11.014.

Flere nationale flyselskaber har så få – eller ingen – oversøiske flyvninger, at de ifølge Flightstats kategoriseres som regionale selskab – f.eks. lettiske AirBaltic, Luxair fra Luxembourg og tjekkiske CSA.

Europas mest præcise store flyselskaber med over 10.000 månedlige flyvninger var ifølge Flightstats sidste måned:

KLM med rettidighed på 91,26 pct. for 20.762 flyvninger i september.

Iberia: 90,34 pct. – 17.147

Austrian: 89,32 pct. – 11.363

SAS: 86,91 pct. – 28.205

Norwegian: 85,34 pct. – 12.253 (hertil over 5.300 flyvninger med irsk-registrerede Norwegian Air International, NAI, der bl.a. står for langruteflyvninger)

Lufthansa: 84,24 pct. – 44.124

Air France: 83,37 pct. – 28.956

Air Berlin: 81,14 pct. – 19.197

Swiss: 80,01 pct. – 12.932

Easyjet: 73,99 pct. – 46.189

Alitalia: 75,96 pct. – 18.630

Germanwings: 74,94 pct. – 10.738

TAP Portugal: 74,51 pct. – 10.051

British Airways: 73,26 pct. – 32.278

og spanske Vueling med rettidighed i september på 65,17 pct. for 19.081 flyvninger.

Flightstats havde i september 26 ruteflyselskaber i sin europæiske opgørelse over Major Airlines. Den gennemsnitlige punktlighed for de 26 med 396.363 flyvninger var 80,18 pct.