Fjern den drikkepengeknap

Ejvind Olesen.

WEEKENDKLUMME: Det er en uværdig tingest for både restauranterne og for gæsterne og lad os så få rene linjer for drikkepenge. Nu har det varet længe nok med fedterøvsblikket.

Af Ejvind Olesen    

Nej, jeg er ikke blevet madanmelder. Og nej, jeg skal heller ikke være det. Jeg nyder at spise frokost i det danske sommerland. Hvad enten det er i Grøften i Tivoli, på Rungsted Havn eller en Sol over Gudhjem på Bornholm.

Hvad jeg derimod ikke nyder, er komedien med drikkepenge. Jeg har testet mig selv i USA og fået både smil og hadefulde bemærkning og en femdollar seddel tværet op i ansigtet af en portør i en lufthavn i Florida, fordi han havde ventet noget mere. Jeg har også fået to dollars presset tilbage i hånden af en taxachauffør med bemærkningen: ”Indtil du lærer, hvordan man tipper i USA.”

Derfor må jeg have hjælp fra en kollega på Jyllands-Posten, som ikke gør en madanmeldelse til et sprog, som man radbrækker med de værste danske ordsammensætninger, der tænkes kan.

I søndags var det en anmeldelse af Grøften i Tivoli med ny ejer, som ikke var noget at prale af, men den må de selv klare. Jeg citerer afslutningen i forbindelse med debatten om drikkepenge. Det gør jeg naturligvis, fordi jeg er så enig med Niels Lillelund. Han skrev: ”Regningen kom med det vanlige krav fra kortautomaten, drikkepenge eller ej? En sær facon i et land som Danmark og med tjeneren massivt til stede en halv meter væk virkede det nærmest intimiderende (skræmmende, red), så jeg lod være, også derfor. Hun (der med min medspisers ord hidtil havde været djærv og venlig) blev potfornærmet. Det kan man jo blive, men det er ikke professionelt at vise det i så bastant en grad.”

I min egen fhv. avis (Berlingske) har der på det seneste været en del indslag om det danske drikkepengesystem. Således forleden: ”Mange restauranter har indført en knap på betalingsautomaten, hvor man skal vælge mellem afslut eller drikkepenge.

Den uskik må karakteriseres som bondefangeri. Amerikanske turister og andre, der ikke kender den danske købelov, ved ikke, at regningen allerede indeholder 15 procent drikkepenge og 25 procent moms. Der lægges så kutymemæssigt 20 procent oveni det hele, både af grundprisen og af alle afgifter. Det bliver til drikkepenge af drikkepenge og moms af moms. I det mindste burde knappen med teksten ”drikkepenge” ændres til ”ekstra drikkepenge”.

I øvrigt blev der – ifølge en anden læser – indført i overenskomsten i 1969 mellem Horesta og Restauratørbranchen bestemmelsen om 15 procent drikkepenge, og det skulle fremgå af menukortet. Det er mange steder forsvundet på trods af Markedsføringsloven paragraf 13.

Men det værste er den knap og tjenerens diskrete blik og steppende til siden, når der skal afregnes. For min skyld må man da gerne give mere til den servicemindede tjener, som også bevarer smilet, selv om han eller hun ikke altid får ekstra.

Men fedterøvsblikket er bare så ydmygende. Både for gæster og for restauranten.