Norske Fjord Line begynder snart at betjene ruterne mellem Danmark og Norge med to nye færger. Den anden af de to færger, MS Bergensfjord, har netop fået vand under på kølen på værftet i Gdansk.
170 meter lange MS Bergensfjord er konstrueret ”præcist til at sejle i Nordsøens bølger, så passagerne kan nyde en stabil sejltur mellem Danmark og Norge,” oplyser rederiets pr-bureau uden at specificere, hvordan et skib kan konstrueres til noget sådant.
MS Bergensfjords søsterskib, MS Stavanger, er allerede afleveret til det norske rederi og kommer i drift sidst i maj. Begge færger er bygget på Stocznia Gdansk-værftet. De har over 300 kahytter, restauranter og en taxfree butik – ligesom de tilbyder kursus- og konferencefaciliteter. Hvert skib har plads til 1.500 passagerer og op til 600 personbiler, busser og lastbiler.
MS Bergensfjord indsættes i driften til september, mens MS Stavangerfjord fra 29. maj vil sejle dagligt på ruten Hirtshals – Stavanger – Bergen samt Hirtshals – Langesund.
”Fjord Line har med MS Bergensfjord og MS Stavanger søsat verdens første og største cruisefærger, der sejler på naturvenlig gas,” siger Fjord Line Danmarks direktør, Gert Balling.
Motorerne i rederiets nye færger bruger flydende naturgas (LNG). Det betyder, oplyser Fjord Line, at udledningen af NOx reduceres 92% i forhold til udslippet fra skibe der bruger traditionel tung olie. Teknologien formindsker samtidig udledningen af drivhusgasser med 23%.
Fjord Line blev grundlagt i 1993 og har 245 ansatte, heraf 85 på land i Bergen, Stavanger, Egernsund, Kristiansand og Hirtshals. Ombord på skibene arbejder 160 hele året og yderligere 80 i sommerhalvåret. Med de to nye cruisefærger øger Fjord Line sin medarbejderstab på søen til cirka 510 i 2014.