TURISME: Mens bureauerne skruer ned for Tyrkiet, bliver Spanien stadig mere populær blandt danskere. Denne sommer forventes tocifret vækst, men populariteten får hotelpriserne til at stige.
Spanien er danskernes absolut foretrukne ferieland. De seneste år er 14-16 procent af samtlige danske ferierejser til udlandet med mindst fire overnatninger gået til Spanien ifølge Danmarks Statistik.
Over 1,1 millioner danske turister besøger hvert år Spanien, og de seneste år er landet blevet endnu mere populært – blandt andet fordi uro i Tyrkiet og Nordafrika får mange til at kigge efter alternative feriemål.
Mange nye sommerdestinationer
Den kommende sommer vil endnu flere danskere vælge Spanien. Det forventer rejsebureauerne, som skruer op for antallet af afgange og destinationer.
”Spanien er i en rivende udvikling. Vi havde et stærkt salg til Spanien sidste år og forventer en vækst på 12 procent til spanske destinationer denne sommer,” siger Nikolai Johnsen, pressechef i TUI til standby.dk.
TUI har denne sommer som noget nyt fly til Tenerife fra Billund og Aalborg om sommeren samt fly fra København til både Tenerife, Lanzarote og Fuerteventura. Derudover har bureauet Barcelona og Malaga som nye sommerdestinationer fra København, Billund og Aalborg, samt Alicante fra København.
”Væksten til Spanien er uden tvivl en effekt af, at mange danskere fravælger Tyrkiet og kigger andre steder hen. Spanien står for tryghed og kvalitet, men det er også en anden prisklasse,” siger han.
Den stigende interesse giver et stort pres på hotelkapaciteten og sender priserne i vejret på de spanske destinationer. TUI advarer eksempelvis om, at der kan blive mangel på hotelværelser på Mallorca i juli.
Et opskruet prisniveau
Hos Spies bliver der også satset mere på Spanien i denne sæson.
”Vi har booket cirka 15 procent mere til Spanien til denne sommer – både på charterfly og pakkerejser med rutefly. Gran Canaria og Mallorca vokser mest, men er skarpt forfulgt af Malaga, der har fået lidt af en renæssance hos danskerne,” siger pressechef Torben Andersen fra Spies til standby.dk.
Bureauet har denne sommer Almeria som ny destination med charterfly og Menorca som ny destination med rutefly.
”Spanien sælger altid godt, men i år er det dog Grækenland og Cypern, der har den største vækst. Det skyldes det opskruede prisniveau på hotellerne i hele Spanien,” siger Torben Andersen.
Tocifret vækst fra Københavns Lufthavn
Ifølge Den Spanske Stats Turistbureau besøgte i alt 1.165.467 danske turister sidste år Spanien. På grund af en ændring i metoderne for indsamling af statistik har bureauet ikke mulighed for at sammenligne med tidligere år.
I København Lufthavn kunne man i 2016 notere en vækst i antallet af rejsende til Spanien og Portugal på 22 procent i forhold til året før. Størst var væksten til Malaga, Alicante, Madrid, Palma de Mallorca og Barcelona, oplyser lufthavnen til standby.dk.