Flere tomme pladser i SAS-fly

SAS-kabinepersonale.jpgLUFTFART: Behøver i sig selv ikke at være negativt, men trafiktallene for sidste kvartal i regnskabsåret tyder ikke på, at billetpriserne helt holder niveauet. Aktionærerne negative, men om de får julegave i form af plus på året afsløres først 19. december.

Set over hele det regnskabsår, som sluttede for SAS med udgangen af oktober, var det en march på stedet med 25,4 mio. passagerer, stort set det samme som sidste år. Til gengæld er belægningen faldet med beskedne 1, 5 procent, hvilket er hæderligt i betragtning af de mange nye ruter, der er sat i værk. Oktober var imidlertid ikke egnet til den store optimisme. Her stod 27,7 procent af stolene tomme.

Det kan der være megen fornuft i, hvis man ikke er vildt optaget af at sælge de sidste sæder for enhver pris. Endnu er det for tidligt at stille spørgsmål ved, om koncernchefens spådom og forhåbning om plus på bundlinjen holder med tanke på et halvsvagt efterår. Der er dog ikke kommet noget ud om, at det modsatte skulle være tilfældet.

Yielden, gennemsnitsindtægten pr. solgt billet i september (er altid en måned bagud) ,var 3,9 procent lavere, og RASK, der er den effektive måleenhed gik 7,4 procent ned. Overkapacitet og hård konkurrence har gjort sin virkning, og aktionærerne tabte noget af tilliden og handlede kursen godt fire procent ned.

De mest optimistiske toner lyder om den interkontinentale trafik, mens udbuddet på de mange europæiske ruter er nu så stort, at salget – i hvert fald til SAS-priserne – ikke kan følge med på udnyttelse af flyene.