Flere vælger ferie på fjerne destinationer

ferie jysk rejsebureauJo mere berejste vi bliver, jo længere søger vi ud i verden. Det ses i stigningen i antallet af unge og familier med store børn, der tager på oversøisk sommerferie, hvor de tidligere typisk var forbeholdt vintersæsonen.

Jysk Rejsebureau har nu 22% flere gæster med afrejse i juli i forhold til samme måned sidste sommer.

”Det er de helt unge backpackere og de 45-54 årige, der står for den store stigning, og de rejser mest til Asien, Nordamerika og på jordomrejser”, fortæller Niels Amstrup, direktør i Jysk Rejsebureau.

Stigningen afspejler også, at danskerne rejser mere end nogensinde tidligere – det gælder både på de europæiske rejsemål og de oversøiske.
Trafiktal fra Københavns Lufthavn viser en stigning i oversøiske flyvninger i juli 2015 på 4,3%, og i april og maj er tallet stadig støt stigende i forhold til de samme måneder sidste år – april +4,8% og maj 4,7%.

”Jo mere vi rejser og oplever af verden, jo længere søger vi ud. På nogle destinationer er der den fordel ved sommersæsonen, at der ofte er penge at spare og færre andre besøgende ”, siger Niels Amstrup.