Flyafgift for EU domstolen allerede i år

EU-kommissær Connie Hedegaard er for alvor kommet ud i turbulens på grund af den afgift på CO2-udslip, som hun på vegne af kommissionen indfører fra årsskiftet. En afgift, som flyselskaberne beregner til at ligge på mellem 75 kr. og 125 kr. pr. passager pr. flystrækning.

 

Det må EU selv om, hvis medlemslandene accepterer det, men det gør de ikke i USA, Kina, Mellemøsten, Indien og Sydamerika.

 

Nu har 30 lande skrevet under på en protest. Senest har en organisation som repræsenterer flyselskaber som Emirates og Qatar Airways (begge flyver til Danmark) meldt sig til protesten. Indien har truet med at ophæve bilaterale aftale med europæiske lande.

 

Mest spænding er der nok om en retssag anlagt af Air Transport Association of America ved EU-domstolen i Luxembourg. Den forventes at komme for som en hastesag, hvilket vil sige allerede i år – og altså inden de nye EU-betingelser træder i kraft.

 

I store aviser som Wall Street Journal og New York Times skriver man ligefrem, at det hele kan ende med en decideret handelskrig mellem EU og USA.

Skrevet af Ejv. Olesen