Flyselskaber presser på for atter at måtte flyve

Millioner af rejsende er berørt af lukningen af store dele af Nordvesteuropas luftrum som følge af vulkan-udbruddet i Island. Men der er ved at komme lidt mere gang i flytrafikken – i dag, mandag, forventer EU’s transportkommissær, Siim Kallas, at op mod halvdelen af de daglige flyvninger i Europa gennemføres.
Flyselskaberne taber skønsmæssigt 200 mio. dollars om dagen på flyveforbuddet, skrev BBC søndag.

 

To af de store luftfarts-sammenslutninger, ACI Europe, der repræsenterer lufthavnene, og AEA, der har de europæiske ruteflyselskaber som medlemmer, sagde i weekenden: "Udbruddet af den islandske vulkan er ikke et enestående tilfælde og forholdsregler i andre dele af verden ved vulkanudbrud synes ikke at kræve de samme restriktioner, som vi i øjeblikket ser i Europa.”

 

Udover bl.a. British Airways, Lufthansa, Air Berlin, Air France, gennemførte også KLM søndag testflyvninger for at vise, at det ikke var så slemt, som myndighederne gør det til. KLM’s koncernchef, der var med på en testflyvning, sagde, at hvis de tekniske undersøgelser bekræfter, at der ikke var noget usædvanligt med flyet, håber KLM snarest delvist at måtte genstarte passagerflyvninger.
British Airways frygter, at man tidligst kan begynde at flyve igen torsdag. Ryanair har udsat alle flyvninger i de berørte lande til og med på onsdag i denne uge.

 

Søndag blev der gennemført 4.000 flyvninger i Europa – mod de planlagte 24.000. Søndag genåbnede en række lufthavne i det nordlige Spanien, herunder Barcelona.

 

Luftrummet over Grækenland, Portugal, Rusland, Tyrkiet, Ukraine og Spain er åbne for flyvninger.

 

Københavns Lufthavn har indtil nu aflyst mindst 2.250 starter og landinger og har dermed ikke kunnet servicere 195.000 passagerer. Lufthavnen skønner, at vulkanasken indtil nu har givet omkring 30 mio. kr. i tabte indtægter.

 

SAS har aflyst alle fly i dag – undtagen nogle i Norge. SAS meddelte søndag, at dets strandede fly i USA i dag lander med passagerer i genåbnede Oslo, også evt. Stockholm eller Gøteborg. Se mere på SAS’ hjemmeside.

 

Skrevet af Redaktionen