Flyselskaber udfordrer charterbranchen

Rhodos grækenland ferieCHARTERREJSEBUREAUER: ”Vi mærker konkurrencen fra SAS og Norwegian, der i sommersæsonen flyver til klassiske charterdestinationer,” siger adm. direktør for Danmarks fjerdestørste charterrejsebureau.

”Dette år var vintersæsonen i charterbranchen påvirket af, at Egypten ”faldt ud” som destination og det var svært at finde ekstra kapacitet på f.eks. De kanariske Øer. Generelt synes jeg der er overkapacitet på det danske chartermarked – jeg har ikke noget fornuftig tal, hvor stor denne overkapacitet er, men vi er relativt fortrøstningsfulde,” siger adm. direktør for Apollo Rejser i Danmark, Niels Grosen, til standby.dk

Han forventer at det store charterrejsebureau i år vil sælge ca. samme antal rejser som sidste år, hvor det blev til lidt over 117.000. ”Det er nok bedre at være realist end optimist,” siger Niels Grosen og fortsætter: ”Men charterbranchen kan mærke konkurrencen fra flyselskaber som SAS og Norwegian, der flyver til de klassiske charterdestinationer i og ved bl.a. Middelhavet i sommersæsonen.”

Apollo ejes af den schweiziske rejsegigant Kuoni. Den nordiske del af koncernen, Kuoni Nordic, tæller foruden Apollo og Kuoni i Danmark, Sverige, Finland og Norge, også flyselskabet Novair plus det danske charterrejsebureau Falk Lauritsen Rejser, Lime Travel, Golf Plaisir og Krone Golf Tours.

Novair har ikke i øjeblikket fly stationeret i Danmark, så Apollo Rejser sender alle chartergæster med primært SAS, men også Jet Time, færøske Atlantic Airways, islandske Primera Air samt Danish Air Transport.

Kuoni Nordic har 780 medarbejdere og totalt 1.000.000 rejsende på årsbasis til rejsemål verden over. Apollo tilbyder 1.450 hoteller på 48 destinationer i 28 lande.