Flyselskaberne skovler milliarder ind på ekstra afgifter

Sidste år fik verdens flyselskaber 36,1 milliarder dollars ekstra i pengekasserne på de såkaldte ekstra afgifter, “ancillary revenue,” viser opgørelse fra reservationssystemet Amadeus.

Nogle flyselskaber er helt eller delvis afhængige af sine ekstra afgifter, som passagererne betaler for f.eks. at få indchecket bagage eller et ekstra stykke bagage med flyet. Ekstraagifterne dækker bredt, det kan også være at få ombooket en billet – eller der skal betales for håndbagage.

Ekstraafgifterne gør det sværere at finde ud af, hvad en flybillet reelt koster. I USA har forbrugergrupper opfordret transportministeriet til at indføre regler, så passagererne kan se den samlede pris for flyrejsen. Også EU-parlamentet kigger på området.

Avisen USA Today henviser til en rapport fra reservationssystemet Amadeus om emnet. Ifølge ”The Amadeus Worldwide Estimate of Ancillary Revenue” fik verdens flyselskaber sidste år 36,1 milliarder dollars i ekstra indtægter.

Marketingfirmaet IdeaWorks har undersøgt indtægtskilderne hos 50 flyselskaber verden over. Undersøgelsen viser bl.a., at det amerikanske lavpris/lavservice selskab Spirit Airlines var det selskab, som i sidste regnskabsår havde de største procentvise indtægter fra ekstraafgifter. Hver tredje indtjent dollar i Spirit kom fra ekstra indtægter. Selskabet opkræver f.eks. 50 dollars for håndbagage, der ikke kan ligge på gulvet under stolen foran passageren.

Blandt de mange kreative indtjeningsmetoder for at få ekstra penge ud af passagererne, nævner USA Today bl.a.:

Hos United Airlines skal passagerer, der ikke er medlem af Star Alliance-medlemmets bonusprogram, betale 75 dollars, hvis de på afrejsedagen skal ombooke deres billet.

Ønsker man sin flybillet tilsendt med posten opkræver Virgin America 20 dollars for ulejligheden

US Airways forlanger 125 dollars, hvis f.eks. en lille kat eller hund i bur skal med i kabinen.

American Airlines har et tilbud på 68 dollars ved en returflyvning. Ved at købe The Choice Essential-pakken koster det ikke noget at ombooke billetten, en kuffert kommer gratis med i lastrummet og passageren kommer ombord i første gruppe på indenrigsafgange med fri seating.

Avisen roser dog lavprisselskaberne JetBlue og Southwest for ikke at opkræve kuffertafgifter. Den første indcheckede kuffert er gratis hos JetBlue, mens Southwest tillader to stykker gratis bagage i lastrummet.