WEEKENDKLUMME: Det er bare så inderligt ligegyldigt, at Alternativet nu erklærer krig mod kød og flyrejser, bistået af Enhedslisten. Det har heldigvis ingen gang på jorden eller i luften. Hvis man i Danmark da ikke vil spænde ben for sig selv.
Af Ejvind Olesen
Med jævne mellemrum dukker politiske krav op om miljøafgifter på flyrejser både herhjemme og i udlandet. Det er et populært standpunkt for miljøaktivister. Ikke mindst i takt med, at flytrafikken vokser, og billetpriserne falder.
Det er en lækkerbisken for de mest røde af de røde partier i Folketinget, som det har været i Norge og Storbritannien, hvor de i dag har afgifter. Og i Holland, hvor de hurtigt fandt ud af, at det ikke var nogen god idé.
Som en kat i hyttefadet opfordrede lavpriskongen Bjørn Kjos i denne uge til at lægge afgifter på flyenes CO2-udslip. Med den tilføjelse, at selskaber med ældre fly end hans moderne flåde, forurener mere og derfor bør tvinges til nye investeringer eller til nye afgifter. Det ville igen betyde, at de vil blive dyrere at flyve med, enten for flyselskabet eller passagererne. Og blive en fordel for Norwegian.
Den tanke kan man da have sympati for, men hvordan det harmonerer med den norske afgift i dag, som rammer alle, uanset hvor gamle fly de sender i luften, er svært at se. Men det er Kjos formentlig bedøvende ligeglad med. Han hader i forvejen den norske afgift, som får folk til at flyve mindre.
Det er også Alternativets idé. I krig mod kød og flyrejser, som det lød forleden fra et pressemøde. 80 kr. dyrere for en flybillet og 17 kr. dyrere for et kilo oksekød. I miljøets navn. Og straks var der opbakning fra Enhedslisten, men så begynder det at halte. SF stod i sin tid bag forslag om en indenrigsafgift på 65 kr. hvor vi havde vænnet os til en forhadt charterafgift på 300 kr.
Da forslaget var stillet og havde fået flertal i Folketinget, ringede jeg til ordføreren og spurgte forsigtigt om afgiften var dobbelt på returrejser, altså 130 kr. for en indenrigsbillet. ”Nej, det tror jeg da ikke,” svarede han. En time senere ringede han tilbage: ”Jo, det var det alligevel.” Så uforberedt var det. I dag ved de vistnok ikke selv, hvor de er i spørgsmålet.
Det store opgør kom i 2005, da transport- og energiminister Flemming Hansen holdt en stor konference på Christiansborg og fremlagde en omfattende COWI rapport, som på et stort antal sider fik produceret en ambitiøs luftfartsplan. Konklusionen var bl.a. opbakning til idéen om fjernelse af afgifter på flytrafik.
”Fjernelse af passagerafgiften er en væsentlig betingelse for, at vi kan udfylde målene i vores 2015 plan. Luftfarten er allerede nu i en rivende udvikling, og det er vores opgave at skabe så gode rammebetingelser som muligt,” sagde ministeren.
Afgifterne faldt væk, og selv om forslag nu dukker op igen, er der ikke flertal. Ikke mindst fordi Socialdemokratiet heller ikke vil være med, men tværtimod styrker væksten i luftfarten fra såvel Københavns som provinsens lufthavne.
Hvordan så med miljøet? Der er faktisk i ICAO – Sammenslutningen af flyselskaber under FN – opnået enighed om graden af den samlede CO2-reduktion de kommende år. En detaljeret plan er under udarbejdelse. Det problem kan kun løses globalt, hvis konkurrencen ikke skal forvrides. Og hvis vi ikke vil spænde ben for os selv.
Tak til Alternativet, fordi vi endnu har både kød og flyrejser. Var det for øvrigt ikke det parti, som under valgkampen ville have moskusokser i de danske skove. Det er vel også en slags kød?
God weekend