Flyvelederstrejke giver mange aflysninger

Interesseorganisationen Airlines for Europe udsendte i går denne illustration af Thomas Cook Airlines omvej fra Kanarieøerne til København pga. den franske flyvelederstrejke.

LUFTFART: I denne uge strejker franske flyveledere igen. I går betød det 400 flyaflysninger og omveje for mange, bl.a. for danske Thomas Cook Airlines på rute fra Kanarieøerne til København.

I dag forventes over 400 flyaflysninger pga. den franske strejke. Det skyldes, at strejken udvides til ud over kontrolcentrene i Brest og Bordeaux også kontrolcentret i Marseilles.

I følge lobbyorganisationen Airlines for Europe (A4E), Europas største interesseorganisation på sit område – med medlemmer som bl.a. Air France KLM, Easyjet, Icelandair, International Airlines Group (IAG) med bl.a. British Airways, Lufthansa Group, Norwegian og Ryanair omfattede ændrede flyruter i går to specifikke eksempler. A4E’s medlemmer har årligt over 550 mio., hvilket svarer til 70 pct. Europas ruteflypassagerer.

Ifølge A4E var de to værste eksempler i går en flyvning fra Frankfurt til Lissabon, der pga. den franske flyvelederstrejke måtte via det sydvestlige England – samt en flyvning fra Kanarieøerne til København, der måtte omdirigeres, så flyvningen kom tæt på Irland.

I går oplyste Thomas Cook Airlines, at de franske flyvelederes strejke er den 14. det seneste år. De franske flyveledere er utilfredse med den franske regerings ønske om at nedskære antallet af flyveledere og deres løn. De strejkende mener, at de er for få til at klare trafikken med forældet materiale.

Spies’ flyselskab, Thomas Cook Airlines, er så træt af de tilbagevendende franske strejker, at man har investeret 2,5 millioner kr. i avancerede HF-radioer til selskabets otte Airbus A321-fly, så man kan svinge ud over Atlanterhavet og dermed undgå strejkeramt fransk luftrum.

”Hver gang de franske flyveledere strejker, har det hidtil kostet os ca. 300.000 kr. pr. dag. Det er slut nu med de nye HF-radioer, der gør det muligt at flyve over Atlanterhavet,” siger kommunikationschef Torben Andersen fra Spies og Thomas Cook Airlines.

Det nye udstyr gør det muligt for flyselskabet at vælge mellem flere og kortere flyruter. Investeringen på 2,3 millioner kr. er tjent hjem efter lidt over to år på grund af et lavere brændstofforbrug og lavere afgifter for overflyvning på alternative ruter, oplyser Thomas Cook Airlines.