Flyver langsomt og sparer brændstof

Chefpilot i SAS, Jesper Myrhøj, siger til politiken.dk, at selskabet siden 2001 har haft en politik om at spare brændstof. Indtil da fløj man så stærkt man kunne, men de senere år har man arbejdet intenst på at spare på det dyre brændsel.

 

Han er ansvarlig for piloterne på CRJ900, der typisk bruges til indenrigsflyvning og forklarer, at man ligesom i biler sparer brændstof ved at flyve langsommere. Selv på en flyvning mellem København og Aarhus er der gode penge at spare ved at forlænge flyveturen med et par minutter.

 

Også Thomas Cook Airlines Scandinavia flyver lidt langsommere, end flyene kan og besparelserne er meget tydelige på de lange ruter. Ifølge kommunikationschef Torben Andersen flyver selskabets Airbus A330 med 859 km/t i stedet for med topfarten på 900 km/t på de 9.300 kilometer til Phuket. Det forlænger rejsetiden med en halv time, men sparer til gengæld fem tons brændstof.

Kommerciel direktør i Cimber Sterling, Lars Bording, fortæller, at man benytter den såkaldte ’economy cruise’ med selskabets CRJ-fly, som kunne flyve 900 km/t, men nøjes med at flyve 800 km/t på ruterne i Europa.

 

Flyvning med flyets topfart ville ifølge Cimber Sterling øge brændstofforbruget med 5%. ’Ecomony cruise’ sparer for en Boeing 737 mellem København og Rom 244 liter brændstof.

Skrevet af Flemming Juul