Baseret på seneste data, forventer ny analyse vækst i forretningsrejser på 21 procent i år sammenlignet med sidste år. I 2025 er niveauet tilbage til året før coronakrisen, viser tallene.
Sammenlignet med sidste år, forventer Global Business Travel Association, GBTA, der regner sig som verdens største sammenslutning for erhvervsrejser, i år en vækst i forretningsrejser på 21 procent, navnlig i anden halvdel af året. Det er blandt andet forbundet med at stadig flere vaccineres og at forbrugertilliden til at rejse igen begynder at vokse.
Det fremgår blandt andet af GBTA’s årlige BTI Outlook, der analyserer niveauet for salget af forretningsrejser på verdensplan. Den nye analyse er baseret på de seneste fakta i forbindelse med coronakrisen.
Første store nedgang som følge af coronakrisen kom i andet kvartal af sidste år. Faldet for hele 2020 blev 68 procent sammenlignet med 2019.
Nedgangen fra region til region verden over har svinget. I Vesteuropa var faldet i forretningsrejser, ifølge GBTA, 58 procent i hele 2020; i de tre sidste kvartaler, der navnlig var påvirket af coronakrisen, faldt omsætningen på området med 77 procent.
400 millioner mistede arbejdspladser
Analysen viser også, at coronakrisen indtil nu omregnet har betydet tab af 400 millioner arbejdspladser indenfor erhvervsrejsebranchen. Det er alt fra flyselskaber, lufthavne, transportselskaber på jorden, hoteller, restauranter, erhvervsrejsebureauer og så videre.
Ellers havde væksten i salget af erhvervsrejser i flere år ligget nogenlunde konstant på fem procent om året, altså en fordobling hvert 20. år.
Nedgangen som følge af coronakrisen har været ti gange større end under finanskrisen og efterfølgerne af terrorangrebet i USA den 11. september 2001, skriver GBTA i sin rapport. GBTA har ifølge egne oplysninger 9.000 medlemmer verden over og medlemmerne kan hente rapporten via foreningens hjemmeside: gbta.org
Stigning fra i år
Fra 2022, skriver BTI Outlook-analysen, forventes endnu mere aktivitet indenfor erhvervsrejsesegmentet, herunder yderligere møde- og konferenceaktivitet samt flere globale forretningsrejser.
Men først med udgangen af 2024 forventes omsætningsniveauet indenfor erhvervsrejser at være tilbage på samme niveau som i 2019, året før coronakrisen.
Analysen siger dog også, at med de nuværende kendte faktorer forventes niveauet af forretningsrejser først at være retur til området i 2019 i år 2025.
Relaterede artikler:
Rejseindkøbere halverer rejsebudgettet i år