First Camp, Nordens angiveligt største kæde af campingpladser og resorts, køber Apukka Resort, et af de største resorts i finske Lapland. Opkøbet er First Camps første destination i Finland.
Apukka Resort, som ligger lige uden for nordfinske Rovaniemi (berømt som Julemandens hjemby), har en årlig omsætning på cirka 22 millioner euro. Virksomheden omfatter 116 hytter og glashytter (glas iglos).
Vinterturismen i Rovaniemi oplever i øjeblikket stærk vækst, og der er mere end 40 direkte flyruter til og fra byen, skriver svenske First Camp i en pressemeddelelse.
I den siger First Camps koncernchef, Johan Söör: ”Apukka Resort er en veldrevet virksomhed med en stærk markedsposition, enestående gæstetilfredshed, solid rentabilitet og lovende fremtidsudsigter.
Som ny ejer kan vi støtte Apukka Resort i den fortsatte vækst, og vi ser flere samarbejdsmuligheder med vores øvrige aktiviteter. For eksempel ser vi et stort potentiale i at udnytte Apukka Resorts erfaring og distributionsnetværk til at udvikle det voksende vinterturismesegment på flere First Camp-destinationer i Sverige.”
Apukka Resort vil blive drevet som et selvstændigt datterselskab i First Camp-koncernen og med det samme lokale team som i dag, oplyses det.
Flere opkøbsmuligheder i Finland
Koncernchef Johan Söör siger også i pressemeddelelsen: ”Ud over de investeringsmuligheder, der findes på Apukka Resort, vil vi undersøge andre opkøbsmuligheder inden for vinterturisme, både i Finland og i andre lande.”
First Camp er allerede aktiv i Sverige, Danmark og Norge, og Apukka Resort bliver First Camps første destination i Finland samt destination nummer 74 i koncernen.
First Camp er ifølge egne oplysninger Skandinaviens største campingkæde med over 70 destinationer fra svenske Boden i nord til danske Frigård i syd, heraf fire destinationer i Norge.
Også mærkerne Jesperhus Feriepark i Danmark, Leksand Resort og Kronocamping Lidköping er en del af koncernen.
First Camp ønsker beskedent ”at blive verdens førende campingkæde gennem sit klare fokus på innovationer og brancheudvikling, investeringer i bæredygtighed og fantastisk tilfredse gæster.”
Relaterede artikler:
First Camp: ”Dette opkøb passer perfekt ind i vores strategi”
Jesperhus henter ny direktør hos MCH
Snart klager også julemanden over overturisme

STANDBY.DK Nyt om rejser


